• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Landshold /ritzau/

Deschamps: Det har vi lært af Danmark-kampe

Foto: Getty Images

Didier Deschamps medgiver, at Danmark var bedst i Parken, men håber på højere niveau og revanche til VM.

Af /ritzau/

Frankrigs fodboldlandstræner, Didier Deschamps, mener, at det var helt fortjent, at Danmark tog sejren i søndagens Nations League-kamp i Parken.

Danskerne var ifølge Deschamps bedre og hurtigere i tanke og handling og meget mere effektive, og det grundlagde den danske 2-0-sejr.

Det er lærdommen, inden holdenes mødes i en VM-gruppekamp om to måneder i Qatar.

- Det vigtigste, vi har lært, inden vi skal mødes igen, er, at det kræver et meget højt niveau fra os selv, når vi skal spille mod en modstander på sådan et niveau. Vi kunne ikke spille med den samme aggressivitet, som danskerne kunne.

- Vi har manglet gode spillere, men der er ingen undskyldninger. Når man spiller på det her niveau, er der høje krav.

- Mine unge spillere, som også spillede i torsdags, skal jo lære at nå op på det nødvendige niveau, siger Deschamps, som af forskellige årsager måtte undvære over et dusin spillere til opgøret i Parken.

Danmarks to mål faldt i slutningen af første halvleg, men franskmændene kom med et godkendt modsvar efter pausen, mener Deschamps.

- Jeg troede ikke, at kampen var ovre i pausen, for vi havde stadig fået en håndfuld hjørnespark og nogle afslutninger i første halvleg.

- Det er heller ikke tilfældigt, at Kasper Schmeichel endte med at blive kåret som kampens spiller efter kampen, siger Deschamps.

Det er anden gang, at Danmark slår Frankrig i Nations League, men franskmændene fik kroatisk hjælp til at overleve på turneringens øverste niveau.

- Vi bliver på A-niveau, så vi har begrænset skaderne af vores problemer i juni, siger Deschamps.

Han roser Christian Eriksen for at spille en god kamp på Danmarks midtbane.

- Eriksen er en kæmpe bonus at have på det danske hold. Han er teknisk begavet langt over gennemsnittet, og han har en imponerende fysik, siger den franske landstræner.

/ritzau/