• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Drama efter AGF-kamp: Tre FCK'ere får karantæner

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Tre personer i FC København - en spiller, en læge og en official - har fået karantæne, mens klubben har fået en bøde som følge af opførslen over for dommeren efter seneste rundes kamp mod AGF.

Af Anders Dehn

AGF udlignede dybt inde i overtiden i kampen mod FC København i seneste Superliga-runde, men dramaet fortsatte, efter kampen var fløjtet af. Nu er tre forskellige FCK-folk idømt karantæne, og klubben har fået en bøde, fordi de overfusede dommeren bag kulisserne.

Der bliver ikke sat navn på spilleren. I Fodboldens Disciplinærinstans' kendelse er han bare omtalt om Spiller 1, men ifølge DBU var der tale om anfører Zeca.

Ifølge dommerens indberetning konfronterede Zeca og endnu en unavngiven spiller dommerne, da de var på vej ned i spillertunnellen. Zeca var ifølge dommeren "voldsomt aggressivt verbalt og gestikulerende", også efter han blev bedt om at tie stille, hvis han ikke ville have en indberetning.

Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet, at Zecas adfærd var usportlig og overtrådte DBU's Adfærdskodeks. Derfor får han to spilledages karantæne og en bøde på 10.000 kroner.

Også en FC København-official har fået en spilledags karantæne og en bøde på 2.500 kroner. Heller ikke han navngives i disciplinærinstansens kendelse, men af DBU. Der er tale om talentchef Sune Smith Nielsen.

følge dommerens indberetning anråbte han fjerdedommeren "på en voldsomt aggressiv måde". Blandt andet at fjerdedommeren skulle "holde sin kæft og skrubbe ned i omklædningen og få styr på sit eget pis.”

Smith Nielsen nægtede at oplyse sit navn over for dommerne. Ifølge FCK genkender man ikke, at han råbte dommerens ind i hovedet eller den præcise gengivelse af ordene. Han erkender dog at have råbt noget i samme boldgade.

FC København fastholder i sin redegørelse af begivenhederne, at "ingen af kommentarerne var over stregen, men i stedet  klassiske frustrationer, når man, korrekt eller ej, føler sig bortdømt."

Derudover får FC Københavns læge, Morten Boesen, også en spilledags karantæne. Det gør han, fordi han ifølge indberetningen "vælger lige efter slutfløjtet at gå forbi fjerdedommeren og råbe ham ind i hovedet, at ”I er fandme en skændsel”."

Sluttelig får FCK en bøde på 10.000 kroner. Dels fordi dommerkvartetten ikke blev eskorteret til omklædningsrummet af sikkerhedsfolk, dels fordi FC Københavns Director of Football Operations, Daniel Rommedahl, og et unavngivet bestyrelsesmedlem nægtede at oplyse navnet på den official, der overfusede dommerne.