2017-07-16 17:51
Foto: Jan Christensen/Getty Images

FC Helsingør kom foran i første Superliga-hug ude mod Hobro, men flot moral sikrede comeback for hjemmeholdet.

Begge mandskaber duftede en god start, da Hobro IK og FC Helsingør bragede sammen i en oprykkerduel i første runde af Alka Superligaen. Helsingør kom ind til sin første Superliga-kamp nogensinde, og de sikrede en drømmestart. En drømmestart der dog ikke kunne holdes, da Hobro med to træffere efter pausen sikrede sejren. 

Hobro åbnede med en god chance efter bare halvandet minut. Babayan slap igennem efter et forsvarskiks, men Mikkel Bruhn blokerede i Helsingør-målet. I stedet blev det eufori i den modsatte ende efter seks minutter. Justesen fik ikke clearet et hovedstød langt nok væk, og nedfaldet bankede Mikkel Basse i kassen til overraskende 0-1. 

Scoringen chokerede Hobro-mandskabet en smule. Alligevel var Babayan tæt påå inde foran efter et kvarter, inden Andre Riel testede for Helsingør med godt langskud otte minutter efter. Frem mod pausen dalede kampen i tempo, og det passede gæsterne fint. Ved halvleg var det overraskende Helsingør, der var på vej mod første Superliga-sejr i første hug nogensinde. 

I anden halvleg kom Hobro godt ud. Edgar Babayan prøvede igen med et svagt frispark, hvor returen fra Martin Mikkelsen blev sparket i sidenettet, Babayan nåede at blive farlig igen kort efter, inden han blev pillet ud. 

Hobro slog tilbage med 25 minutter tilbage. Et udspark endte i en gigantisk fejl fra Andreas Holm, og alene igennem blev Martin Mikkelsen spillet fri, og i tomt mål udlignede han til 1-1. Det startede et større stormløb mod gæsternes mål, der dog stod imod til at starte med. 

Med godt et kvarter tilbage headede Martin Fisch tæt forbi for Helsingør efter hjørnespark, inden Quincy Antipas havde mere held minutter efter i den anden ende. Et hjørnespark blev forlænget til Antipas, der sikkert bankede Hobro i spidsen med 2-1!

FC Helsingør trykkede på til sidst, hvor Hobro dog var giftige på kontrastød. Scoret blev der dog ikke, og dermed sikrede Hobro sig drømmestarten på sæsonen med 2-1, selvom Helsingør sikrede drømmestarten på opgøret.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvilken Superliga-klub har overrasket mest positivt i denne sæson?

SUPERLIGA-VIDEO