Superliga Kenneth Jensen

FCM-boss: Her er planen med Pione Sisto

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Pione Sisto har haft en svær sæson, og det virker ikke stensikkert, at han også er i FCM i næste sæson.

Af Kenneth Jensen

Han kom hjem som et kæmpe navn med store kvaliteter, men Pione Sisto har ikke leveret som håbet.

På det seneste er det godt nok blevet til et indhop i ny og næ, men generelt er han for ufarlig, dribler på forkerte steder, har for mange berøringer på bolden og lader på nogle punkter til at spille lidt sit eget spil.

Så spørgsmålet er naturligvis, om han også er at finde i FC Midtjylland i den kommende sæson.

- Jeg synes, at den måde, han har håndteret den her modgang på, giver forhåbninger om, at han kan steppe op og blive den der internationale spiller, vi købte, og som jeg synes, han er.

- Lad os se, hvad der sker hen over sommeren. Man skal huske, at vi kommer til at spille 13 kampe, hvis vi går videre i Europa, inden transfervinduet lukker. Der er mange kampe, inden vi helt kan beslutte, hvad der skal ske med hver enkelt spiller, siger Claus Steinlein til TV3 Sport.

Han ved dog godt, at der skal en form for afklaring på Sistos fremtid, da ingen af parterne er tjent med, at den tidligere Celta Vigo-profil ikke spiller.

- Pione er alt, alt for god til at sidde på bænken, så hvis han ikke kan spille sig ind på holdet... Men jeg også set mange opstarter, hvor unge talenter kommer frem. Sidste år var det Raphael, der kom tilbage fra udlejning i Fredericia og skulle træne lidt med, og så spillede han sig ind i startopstillingen.

- Det kan være, Pione er klar og kommer tilbage til sommer og splitter truppen ad positivt og spiller godt.

FC Midtjylland og Pione Sisto har sæsonens sidste opgør, når man på torsdag spiller pokalfinale mod OB. Her må Sisto nok igen nøjes med en rolle som indskifter.

Du kan se indslaget med Steinlein i videoen øverst til denne artikel.