• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

FCM-træner om egen angriber: Vi var ikke enige

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Bo Henriksen og Sory Kaba var uenige om mange forskellige ting i fjor. Nu er angriberen tilbage, men han starter på en frisk. Et salg kan også komme på tale.

Af Anders Dehn

Sory Kaba tilbragte det meste af sidste sæson på leje hos OH Leuven, men nu er han tilbage i FC Midtjylland. Her skal han finde fælles fodslag med cheftræner Bo Henriksen, der fortæller, at de to ikke altid så ens på tingene for et års tid siden.

Kaba, der havde været fast mand for FCM i den foregående sæson, fik ingen spilletid under Henriksen i begyndelsen af 2021/22-sæsonen og blev lejet ud til belgiske Leuven på sommertransfervinduets sidste åbningsdag.

Foreløbig er han tilbage i Ikast, hvor FC Midtjylland træner. Ifølge Bo Henriksen starter de to på en frisk.

- Jeg spiller altid med de bedste. Jeg har også lavet rigtig mange fejl i mit liv, også som fodboldspiller. Jeg dømmer ikke nogen for de ting, der er sket, eller hvad der har været sidste år. For vi var ikke enige, Kaba og jeg, om mange forskellige ting, siger cheftræneren.

- Men det er ikke vigtigt for mig. Det vigtigste for mig er FC Midtjylland. Hvis Kaba har lyst til at bidrage og gøre alt sit bedste, så skal vi da i den grad kigge på, om han er dygtig nok til at spille. For hvis han er det, kommer han til at spille.

Kan du uddybe, hvad der skete sidste år?

- Vi var bare ikke enige. Vi var uenige om, om han skulle spille eller ikke spille, og hvad han skulle spille. Sådan er det jo engang imellem i en en relation og i fodbold. Specielt når man er træner. Jeg har kun 11 pladser. Så bliver man jo uenig om noget. Nu har vi så rigtig mange spillere, så forhåbentlig er der 17-18 spillere, der er utilfredse og uenige med mig. Det var Kaba også i nogle situationer, også i træningskampene og sådan noget.

- Men det er jo ikke vigtigt for mig. Det afgørende er, om Kaba har lyst til at bidrage 100 procent. Hvis han har det, så er han velkommen til at gøre sit bedste og se, om han er dygtig nok.

Er I enige nu?

- Det får vi at se jo! Jeg ved jo ikke, hvad fremtiden bringer, siger Henriksen med et smil.

- Kaba vil sikkert nok - ligesom alle de andre - først være enige med mig, hvis de spiller og får den tillid og opmærksomhed og alt det, de skal have. Det tager jeg stille og roligt. Det er ikke så vigtigt, om vi er enige eller ej. Det vigtigste er, at vi gør vores bedste. Det er lige meget, om det er mig eller Kaba eller Pione eller Claus Steinlein eller "Veddi", vores fuldstændig geniale holdleder.

Sory Kaba scorede 12 mål i 29 kampe i alle turneringer for OH Leuven i den forgangne sæson. Sportschef Svend Graversen og resten af FCM-ledelsen mærker en vis interesse for angriberen.

- Ja, det gør vi. Vi skal jo altid vurdere, hvad vi har brug for, hvad det er for nogle præstationer, og hvad der er af interesse. Men det er også op til ham. Lige nu og her føler han, at det at komme tilbage til Midtjylland og spille internationalt tænder ham. Det er jo dejligt. Det er ikke alle klubber, hvor man spiller internationalt. Så det skal også være et match, som han kan se sig selv i, siger Graversen.

- Men i første omgang drejer det sig om, at han kommer ind og fyrer den af. Vi har altid brug for angribere, der kan score mål. Det gjorde han for os, det gjorde han nede i Belgien, og gør han det igen, er vi glade. Er der en klub, der kommer, og som passer ham og passer os, så må vi se på det. Men det er op til ham. Det er hans præstationer, der gør det. For han er en god spiller.

FC Midtjylland og Sory Kaba har kontrakt med hinanden til 2024.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.