• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga /ritzau/

Fest i Nørreskoven: Vejle vinder endelig

Foto: Getty Images

Vejle fik omsider sæsonens første superligasejr, da holdet på hjemmebane besejrede FC Nordsjælland med 2-0.

Af /ritzau/

Kriseramte Vejle fik langt om længe en sejr i Superligaen, da holdet hjemme på Vejle Stadion sikrede sig en 2-0-sejr over FC Nordsjælland. Sejren kom i hus efter to scoringer i første halvleg.

Hjemmeholdet var initiativrigt fra kampens start og bragte sig på sejrskurs halvvejs inde i første halvleg.

FC Nordsjælland fremstod knækket efter 1-0-målet og havde svært ved at spille sig igennem trods flere fejl fra Vejle-forsvaret.

Det resulterede i en velfortjent og ekstremt forløsende 2-0-sejr for Vejle, der dog stadig indtager sidstepladsen i Superligaen.

Vejles føring kom efter 24 minutters spil, da et frispark fra brasilianske Allan Sousa blev hjulpet i mål til 1-0. Det var et udstrakt ben fra unge Lasso Coulibaly i FCN-forsvaret, der dirigerede bolden i netmaskerne.

Scoringen gav hjemmeholdet et tiltrængt spilovertag, og holdet fra Nørreskoven øgede føringen efter 34 minutter, da den venezuelanske angriber Andrés Ponce snød Nordsjælland-forsvaret og bragede hjemmeholdet på 2-0.

FC Nordsjælland skulle ud at jagte mål i anden halvleg, men det unge mandskab havde meget svært ved at tilspille sig store chancer.

Farum-mandskabet fik testet Sten Grytebust i Vejle-målet et par gange, men uden for alvor at udfordre den norske målmand.

Anden halvleg forblev målløs, og Nørreskoven kunne dermed fejre sæsonens første Vejle-sejr i Superligaen.

FC Nordsjælland forlængede til gengæld sin stime af kampe uden sejr. Holdet har blot hentet et point i de seneste syv superligakampe.

/ritzau/

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020