• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM /ritzau/

Ghanas landstræner stopper efter VM-nedtur

Foto: Getty Images

Otto Addo stopper som Ghanas landstræner, og Daniel Amartey glæder sig over, at Uruguay også røg ud.

Af /ritzau/

Ghana er ude af VM efter et 0-2-nederlag mod Uruguay fredag.

Dermed stopper også holdets træner, Otto Addo, for at hellige sig sit andet job som ungdomstræner i Dortmund, meddeler han ifølge DPA.

- Min familie og jeg ser vores fremtid være i Tyskland. Jeg kan lide min rolle i Dortmund. Selv hvis vi havde vundet VM, vil det være slut, siger Addo, der har en fortid som assistent i FC Nordsjælland.

Ghana lykkedes ikke fredag, men det gjorde Uruguay heller ikke, og det glæder den tidligere FC København-profil Daniel Amartey.

2-0-sejren over Ghana var for et mål for lille, og så gik Sydkorea i stedet videre.

Sydkorea scorede til 2-1 i overtiden mod Portugal, og det tvang Uruguay i offensiven. Det var Amartey og Ghana allerede, da de skulle bruge en uafgjort for at gå videre.

- Jeg sagde bare til mine holdkammerater, at vi havde brug for et mål, men de havde også brug for et mål. Så vi skulle forsvare os selv, så hvis vi ikke kunne gå videre, skulle de ikke gå videre, siger Amartey ifølge AFP.

Direkte adspurgt om det var vigtigt at forhindre Uruguays avancement, er den tidligere FC København-profil ærlig.

- Ja, for mig var det, siger Amartey.

Han afviser, at det handler om hævntørst for VM i 2010, hvor Uruguay slog Ghana ud i kvartfinalerne efter en straffesparkskonkurrence.

Og efter at Asamoah Gyan i slutningen af den forlængede spilletid havde brændt et forsøg fra pletten, som Luis Suarez havde fremprovokeret ved at redde bolden med hænderne på stregen.

Amartey ærgrer sig til gengæld over at have genoplevet traumet fra dengang, da André Ayew ved 0-0 brændte et straffespark mod Uruguay.

- Det er fodbold. Det sker. Havde vi scoret på det straffespark, tror jeg, at vi havde dræbt dem. Men vi misbrugte det, og man kunne se, at det ændrede kampen, siger Amartey.

Skurken André Ayew var den eneste spiller for Ghana, der også var med i dramaet i 2010.

/ritzau/