• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Landshold /ritzau/

Hjulmand om utilregnelige Wales: Super modstander

Foto: Getty Images

Wales er taktisk fleksible, og det gør dem til en svær modstander, siger Kasper Hjulmand.

Af /ritzau/

Det lyder måske ikke som den mest skræmmende modstander, Danmark møder i EM-ottendedelsfinalen i Amsterdam på lørdag, men Wales har i den seneste håndfuld år oplevet stor fremgang på fodboldbanen.

Waliserne evner desuden at spille på flere måder, og det gør dem til en lidt utilregnelig modstander.

Det siger Danmarks fodboldlandstræner, Kasper Hjulmand, efter at han mandag aften kunne se sit hold spille sig frem til knockoutkampen mod Wales ved at besejre Rusland med 4-1 i Parken.

- Wales er en super modstander. De kom langt ved EM sidste gang, og de gør det godt nu. De har dygtige spillere. Det er meget en 50-50-kamp. Det bliver en super spændende og meget ligeværdig kamp.

- Det er et dygtigt hold, som har styr på tingene, og de er meget fleksible, og lige som os skifter de rundt i systematikken og positionerne. Det kan være svært at vide, præcis hvad der kommer.

- Jeg tror, der kommer nogle skaktræk frem og tilbage som mod Rusland, hvor vi også måtte skubbe Andreas Christensen op på midtbanen efter en lidt dårlig start, siger Kasper Hjulmand.

I 2016 nåede Wales frem til EM-semifinalen.

Waliserne åbnede dette års EM ved at spille 1-1 mod Schweiz for siden at slå Tyrkiet med 2-0, før andenpladsen i gruppe A kom i hus trods et 0-1-nederlag til Italien.

Tilbage i 2018 mødte Danmark waliserne to gange i Nations League. Her vandt Danmark først med 2-0 i Aarhus for siden at vinde 2-1 i Cardiff.

Midtbanespilleren Christian Nørgaard er sikker på, at Danmark går videre, hvis danskerne kan præstere på samme niveau som mod Rusland.

- Det bliver en svær kamp, men kommer vi ud med samme energi og indstilling, tror jeg på, at vi kan lave endnu et godt resultat, siger han.

Danmark ligger nummer ti på verdensranglisten, hvor Wales indtager 17.-pladsen. For ti år siden var waliserne nede som nummer 117 i verden.

Kasper Schmeichel øjner muligheden for, at Danmark kan nå langt efter endelig at have fået EM-momentum.

- Efter de sidste 10-12 dage er det rigtig dejligt at være videre. Der er sket så meget, så nu går EM for alvor i gang for os. Vi har en fantastisk chance for at få en rigtig god turnering oven på en meget svær start, siger målmanden.

/ritzau/

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020