• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
1. division /ritzau/

Hobro kommer ud af dødvande mod Fremad Amager

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Efter to måneder uden sejre i 1. division vandt Hobro torsdag 1-0 over Fremad Amager.

Af /ritzau/

Det har været småt med opløftende resultater for Hobro på det seneste i fodboldens 1. division.

Men efter to måneder uden sejre var nordjyderne torsdag tilbage på vinderkurs, da det hjemme mod Fremad Amager endte med en sejr på 1-0.

Muamer Brajanac blev den store helt for Hobro med sit mål efter 20 minutters spil.

Efter en bolderobring nær midterlinjen sendte forsvarsspiller Frederik Dietz bolden frem til Brajanac i højre side af banen.

Angriberen trykkede af, og det flade skud endte i mål. Det var dog kun takket være en noget sløj præstation af Oliver Funch i Fremad Amager-målet.

Funch, der vikarierede for den skadede førstemålmand Jacob Pryts Larsen, stod nærmest lige, hvor bolden kom, men formåede alligevel ikke at håndtere skuddet, der altså førte til det kampafgørende mål.

Dermed sluttede Hobros sejrstørke altså i 1. division. Inden opgøret havde holdet ikke vundet i otte kampe i træk. Den seneste sejr kom 29. juli mod FC Helsingør i sæsonens blot anden kamp.

Sejren sender Hobro fra næstsidstepladsen op på niendepladsen med ni point på kontoen. Fremad Amager er nummer otte i tabellen med 11 point.

/ritzau/