Superliga /ritzau/

Schmeichel-nedtur i vanvittig afslutning

Foto: Getty Images

Steven Bergwijn scorede to gange i overtiden og sikrede Tottenham vigtig sejr over Leicester.

Af /ritzau/

Hollandske Steven Bergwijn er den store helt i Tottenham og nærmeste omegn onsdag aften.

Den indskiftede hurtigløber stjal billedet, da London-holdet vandt 3-2 på udebane over Leicester efter en hæsblæsende afslutning.

Fire minutter inde i dommerens overtid var Tottenham bagud 1-2. Men med to scoringer fik Bergwijn vendt slaget, inden dommeren fløjtede kampen af.

Dermed endte det med jubel for Pierre-Emile Højbjerg og hans holdkammerater på en ellers langt henad vejen frustrerende aften.

Det var nemlig stik imod spil og chancer, at hjemmeholdet var på vej mod sejren.

Tottenham - og især Harry Kane - misbrugte en stribe muligheder, og de to Leicester-scoringer kom nærmest ud af ingenting.

Først gjorde Patson Daka det til 1-0 midt i første halvleg på et tidspunkt, hvor Tottenham sad tungt på spillet.

Senere i halvlegen fik Kane udlignet på en af sine mange chancer. Det var landsholdsangriberens 15. klubscoring mod Kasper Schmeichel i karrieren.

I anden halvleg var billedet det samme med et Tottenham-mandskab i tilsyneladende kontrol.

Men bedst som alt tydede på en 2-1-scoring til gæsterne, slog James Maddison til på et kontrastød efter godt forarbejde af Harvey Barnes.

Derfra gjaldt det blot om at forsvare sig for hjemmeholdet, der havde Jannik Vestergaard med i hele kampen.

I femte overtidsminut tabte den store dansker en hovedstødsduel. Bolden landede hos Bergwijn, der stormede mod mål og udlignede.

Der var stadig tid tilbage, og helt uforståeligt var Leicester-forsvaret kort efter igen vidt åbent, så Bergwijn fik en friløber og sparkede bolden i nettet via den ene stolpe.

Med sejren styrkede Tottenham sin position i kampen om Champions League-kvalifikation. Holdet er på femtepladsen et point efter West Ham, men har spillet tre kampe færre.

/ritzau/