• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

Klar besked til SL-topscorer: Bare kom afsted

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Superligaens topscorer skal gribe chancen og skifte til en større klub. Så klar er beskeden fra en tidligere topscorer, der gjorde præcis det - og fejlede.

I de kommende uger afgøres det, hvem der vinder det danske mesterskab, hvem der rykker ud, hvilke hold der skal i Europa og hvem der bliver topscorer i Superligaen.

Mikael Uhre ligger meget lunt i svinget til at nappe topscorertitlen.

Brøndby-angriberen er noteret for 16 kasser, og dermed har han scoret to mål mere end Patrick Mortensen på andenpladsen og tre mål mere end Jonas Wind på tredjepladsen.

At blive topscorer i Danmark er unægtelig et kvalitetsstempel i sig selv, men alligevel er det gået mange tidligere Superliga-topscorere ilde, når de efterfølgende har skullet lukrere på titlen.

Andreas Cornelius, Marcus Ingvartsen og Rade Prica har i stedet fået fart på karrieren i andre klubber end den, de tog til som Superliga-topscorer, mens andre vendte hjem til Danmark eller ikke for alvor fik den helt store succes i fodboldtilværelsen igen. I sidste uge bragte tipsbladet.dk et interview med Martin Pusic, der nu er klubløs. Heller ikke Lukas Spalvis har oplevet megen medgang, efter han blev topscorer. 

Alligevel skal Superligaens topscorer gribe chancen og skifte til en større klub, hvis muligheden byder sig. Sådan lyder det fra Peter Graulund, der som Brøndby-spiller blev Superliga-topscorer i 2000/2001-sæsonen. Det siger han selv om, at hans efterfølgende skifte til Bochum slet ikke gik efter planen og faktisk endte med at knække ham. 

- Mit råd er, at man bare skal komme afsted, når muligheden er der. Man bliver aldrig mere varm, end når man er Superliga-topscorer, og når man har al den selvtillid og tro på tingene. Der er ingen garanti for, at tilbuddene dukker op igen, hvis man siger nej, siger Peter Graulund til Tipsbladet og fortsætter:

- Mikael Uhre står tæt på samme sted, som jeg gjorde, da jeg tog til Bochum. Han har en alder, hvor han måske ikke får den helt vilde kontrakt ved et skifte til udlandet, men hvor lønnen selvfølgelig vil være større end i Brøndby og Superligaen. Han har med sine 27 år alderen til at gøre det godt, få scoret nogle mål og så få den store kontrakt på 8-10 millioner kroner om året, man kan få, hvis man først har gjort det godt i en mindre klub i Bundesligaen eller et sted som Belgien.

- Patrick Mortensen fylder 32 til sommer, og så ved man bare, at der er ét sidste skud i bøssen i form af en kontrakt i udlandet. Han får helt sikkert en fin løn i Århus, men hvis man virkelig skal sætte noget til side til pensionen, er det i udlandet, det sker.

- Der er det jo helt legitimt at gøre, som for eksempel Kamil Wilczek gjorde med sit skifte til Tyrkiet. Der er ingen skam i, at sådan et skifte også vil handle om pengene. Det behøver Patrick, Mikael Uhre og andre fodboldspillere ikke forsvare og forklare. De har så få år og så få muligheder for at tjene de her penge, og det er i høj grad det, det handler om i udlandet. Penge og så muligheden for at se, hvor langt de sportslige evner rækker. 

- Det er også sådan noget, der forklarer, at Kasper Junker så gerne vil afsted til Japan. Han havde ikke store kontrakter i Randers, AGF, Horsens og nok heller ikke i Bodø/Glimt. Når guldkontrakten så kommer, er det helt naturligt, at han forfølger den, også selvom han stiller sig på bagbenene undervejs, og det måske ikke ser så kønt ud udefra. Man skal huske på, at det ikke er sikkert, den mulighed nogensinde opstår igen, slutter Peter Graulund.

Du kan læse meget om topscorertitlen i Tipsbladet, som er på gaden i dag. I avisen får du også et indblik i talentarbejdet i Brøndby IF og FC Midtjylland, der spiller topkamp søndag, du får et interview med den flamboyante ekstræner i Randers FC Ricardo Moniz - og meget, meget mere. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.

Du kan også tegne abonnement på fredagsavisen - læs mere her.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020