• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Kun FCK og BIF har gjort det - nu kan FCM gøre det

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Blot to klubber har som forsvarende mester genvundet guldet i Superliga-æraen. FC Midtjylland kan blive den tredje. Brøndby-legende forklarer, hvorfor det er så svært.

Af Anders Dehn

Hvis FC Midtjylland slår Brøndby IF på søndag, er klubben tæt på at tilføje et kapitel til en sjælden historie i dansk fodbold. For så vil mesterskabet så godt som være sikret, og dermed bliver FCM den blot tredje klub i Superliga-æraen til at vinde guld som svarende mester.

De seneste mere end 20 år er det kun FC København, der har gjort det (til gengæld fem gange). Ellers skal vi helt tilbage til Brøndbys tre mesterskaber på stribe, det sidste af slagsen i 1997/98-sæsonen.

Spørgsmålet er derfor: Hvorfor er det så svært at vinde mesterskabet to sæsoner i træk?

Svaret forsøger vi at komme nærmere ved at tale med Mogen Krogh, der var med til Brøndbys tre mesterskaber på stribe, men også har vundet to mesterskaber uden at genvinde dem sæsonen efter.

Først forklarer han, hvorfor han mener, at holdet havde så stor succes i midten og slutningen af 90'erne.

- Jeg synes egentlig, at æren for det skal tilskrives godt fodboldlederskab. Det hold, vi vandt med i alle tre sæsoner, var kulminationen på et hold, som var sammensat efter en turbulent tid i Brøndby, hvor man glemte, at skomageren skal blive ved sin læst; investerede i en bank, som gjorde, at det utrolig gode hold, man havde, blev splittet i atomer, og startede på genopbygningen af et hold i 91/92. Kulminationen kom fire år efter, siger Krogh.

Målmandslegenden henviser her til Interbank-affæren, som man kan læse mere om her.

Agenter gjorde det sværere
Morgen Krogh mener altså, at Brøndbys succes i høj grad skyldtes stabilitet.

- Grunden var, at vi var gode, men også at vi kendte hinanden ud og ind. Vi fik lov til at arbejde sammen i lang tid, og i min verden det det, der skaber resultater. Når man fodboldmæssigt sammensætter en trup og arbejder kontinuerligt med den, siger han.

- Vi havde også en erklæret spillestil, og så sammensatte man en trup af individualister, som blev til et rigtig godt hold. Det handlede om at få den vindermentalitet eller dna ind i den gruppe mennesker. 

Krogh mener tilsvarende, at senere mangel på kontinuitet er forklaringen på, at Brøndby ikke vandt to mesterskaber på stribe igen i hans tid.

- Sådan som jeg husker det, handlede det om, at der skete en større udskiftning. I en mesterskabssæson er der altid nogle spillere, der gør positivt opmærksom på sig selv og kommer til udlandet. Mit bedste bud er, at der var en større udskiftning på holdet, siger han.

- På det hold, vi havde i starten af 90’erne, var der ikke ret mange af os spillere, der fast havde en agent. Jeg tror, det på den måde var nemmere som fodboldleder at sammensætte en trup. Når man havde samtaler, havde man det med spilleren og ikke en agent.

- Hvis de lavede en aftale med en spiller og sagde: ”Nu spiller du her i tre år, og så skal du til udlandet,” så holdt det i langt de fleste tilfælde. Men i de senere år begyndte der at komme flere agenter ind i det, så Brøndby kunne ikke på samme måde styre sammensætningen af en trup, og hvornår en spiller skulle videre.

- Så min påstand vil være, at der var en større udskiftning i truppen.

Én gang Brøndby...
Heri gemmer der sig ifølge Mogens Krogh en mere generel lære, der ikke kun gælder for Brøndby i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne: Succes avler interesse for spillerne, og når man sælger de bedste af dem, bliver det svært at genvinde mesterskabet med det samme.

Der er i dag beviseligt større udskiftning i fodboldklubbernes trupper end tidligere. Brøndby og alle de andre mestre har altså været oppe mod en gennemgribende forandring af fodboldens verden, som det krævede noget særligt at modstå.

Kun FC København er de seneste 23 år lykkedes med at styre trupsammensætningen i en grad, så klubben har genvundet et mesterskab.

I denne sæson har FC Midtjylland også holdt på alle profilerne, blandt andet fordi holdet skulle spille Champions League-gruppespil, og fordi klubben ikke kunne få de forventede transferbeløb i 2020-sommerens pandemi-påvirkede økonomiske virkelighed.

Nu kan det altså føre til endnu et mesterskab i en direkte duel mod Mogens Kroghs gamle klub. Han spillede 353 ligakampe for Brøndby i løbet af 11 år, men fik også 301 ligakampe i løbet af ti år i Ikast fS, en af FCM's moderklubber.

Så hvem holder Krogh egentlig med på søndag?

- Jeg kommer til at holde med Brøndby. Havde Midtjylland spillet i den samme farve trøje, som jeg gjorde i Ikast, havde jeg måske haft et ben i to lejre. Jeg havde fantastisk tid i Ikast, men det, der langt hen ad vejen har defineret min karriere, var Brøndby. Det var i Brøndby, jeg vandt ting og for alvor fik mine ambitioner opfyldt, siger han.

- Jeg plejer at sige, at hvis Brøndby én gang har været i hjertet, bliver det der for evigt.

Den kommende danske mester kan potentielt se frem til at være så godt som sikret en plads i et europæisk gruppespil. Det kommer dog i fare, hvis Chelsea vinder Champions League. Læs mere om, hvordan det hænger sammen, her.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020