Europa League /ritzau/

Vigtigt: Lindstrøm tilbage i træning inden finale

Foto: Getty Images

Jesper Lindstrøm deltog i tirsdagens træning i Frankfurt inden onsdagens Europa League-finale i Sevilla.

Af /ritzau/

Den danske landsholdsspiller Jesper Lindstrøm ser ud til at blive klar til onsdagens Europa League-finale mellem Eintracht Frankfurt og Rangers FC.

Tirsdag deltog Lindstrøm i Frankfurts afsluttende træning hjemme i Tyskland inden afrejsen til finalebyen Sevilla.

Det skriver nyhedsbureauet dpa, der har overværet Frankfurts træning.

Danskeren har været meldt tvivlsom til finalen, da han har døjet med en muskelskade i højre lår siden slutningen af april.

Frankfurt-træner Oliver Glasner har kaldt Lindstrøms finaledeltagelse for "et kapløb med tiden".

Tirsdag aften holder Frankfurt pressemøde forud for finalen. Her kan Glasner formentlig give endegyldigt svar på, om Lindstrøm må starte finalen på banen, bænken eller tribunen.

Finalen mellem Frankfurt og Rangers begynder onsdag klokken 21.

/ritzau/