Superliga Victor Risager

Medie: Mikael Uhre afviste italienske klubber

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Mikael Uhre fortsætter karrieren i USA, men der var interesse fra i hvert fald tre europæiske klubber.

Af Victor Risager

Mikael Uhre blev torsdag officielt præsenteret i Philadelphia Union, men den nu tidligere Brøndby-stjerne kunne være havnet i nogle af Europas største ligaer. Det skriver bold.dk.

Ifølge fodboldmediet havde Mikael Uhre nemlig interesse fra to klubber i den bedste italienske række, Serie A, i form af Venezia og Salernitana. Også Saint Etienne fra den bedste franske række, Ligue 1, var ude efter den danske bomber.

Desuden var Philadelphia Union tilsyneladende ikke det eneste amerikanske hold, der var ude efter Brøndby-topscoreren. bold.dk melder også om interesse fra Orlando City.

Men Mikael Uhre valgte altså at rykke til the city of brotherly love for at spille for Philadelphia Union, der i de seneste år har været et tophold i MLS.

Han skal nu forsøge at gøre som sin tidligere holdkammerat Hany Mukhtar, som er blevet en stor stjerne i USA for Nashville SC. Her tror MLS-kenderen Michael Rundager også på, at Mikael Uhre kan gå samme vej.

- Det ville ikke overraske mig, hvis det bliver lidt den samme vej for Mikael Uhre, og at han skal bruge et halvt år for at vænne sig til ligaen, fordi det er noget andet at spille fodbold i MLS end i Superligaen, har Michael Rundager fortalt til Tipsbladet.

Mikael Uhre, 27 år, har fået en treårig aftale hos Philadelphia med option på yderligere et år.