• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga et/ritzau/

Miraklet udeblev: FCM må nøjes med Europa League

Foto: Jan Christensen/Getty Images

FC Midtjylland tabte i Randers med 1-3 til Benfica og må derfor nøjes med en tur i Europa League.

Af et/ritzau/

Der bliver intet Champions League-gruppespil for FC Midtjylland i denne sæson. Det står klart, efter holdet tirsdag tabte med 1-3 til Benfica.

Første kamp i Champions League-kvalifikationen i Portugal var endt med en 4-1-sejr til Benfica, så før returopgøret havde FCM brug for et mirakel for at gå videre.

FCM kæmpede efter bedste evne, men opgørets samlede udfald var aldrig spændende, da gæsterne ganske enkelt var en klasse over midtjyderne.

Nederlaget betyder, at FCM nu kan se frem til et efterår i gruppespillet i Europa League, mens Benfica er to kampe fra deltagelse i Champions League.

I kampen, som blev spillet i Randers grundet ridestævne på FCM's normale hjemmebane MCH Arena, startede FCM ganske fint og fik i aftensolen indledningsvist spillet sig til flere halve chancer.

Benfica virkede dog fra første fløjt som et hold, der bevidst holdt tempoet nede og havde et ekstra gear, hvis der skulle blive brug for det.

Det fik FCM at føle halvvejs i første halvleg, hvor Enzo Fernandez ud af ingenting nemt kunne sende bolden i nettet til 1-0 tæt under mål.

FCM startede anden halvleg fint, men igen viste Benfica klassen, da Henrique Araujo efter et hjørnespark ti minutter efter pausen kunne heade bolden i mål til 2-0.

Efter godt en times spil fik FCM-kantspilleren Pione Sisto reduceret til 1-2, da han bankede en returbold i nettet.

Trods scoringen var Benfica fortsat i kontrol, og kort før tid scorede indskiftede Diogo Goncalves et regulært drømmemål, da han fra distancen sendte bolden op i modsatte målhjørne.

FCM havde bolden i nettet i tillægstiden, men VAR annullerede scoringen for offside.

/ritzau/