I sidste sæson udgjorde Mads Juel Andersen og Alexander Ludwig stopperparret i det bedste forsvar i 1. division. Nu er de genforenet i AC Horsens, og førstnævnte håber, at han kan blive Bubacarr Sannehs arvtager.

HB Køge endte på sjettepladsen i sidste sæsons 1. division, men det var bestemt ikke forsvarets skyld, at det ikke blev til mere. For det lukkede kun 27 mål ind i 33 kampe, hvilket var det laveste antal i hele rækken.

Nu er de to midtstoppere, som udgjorde hjertet af defensiven, så genforenet. For Alexander Ludwig kom til AC Horsens i sommer, og ved nytår fik han selskab af Mads Juel Andersen.

Juel Andersen er samtidig den hidtil eneste erstatning for Bubacarr Sanneh, og derfor håber han, at han kan overtage Sannehs plads ved siden af Ludwig.

- Vi havde det godt sammen i HB Køge både på og uden for banen. Jeg kan lære meget af ham, og så giver det en stor tryghed, at vi ved, hvor vi har hinanden, siger Mads Juel Andersen til Horsens Folkeblad.

Det er dog ikke givet, at den tidligere HB Køge- og Brøndby IF-stopper bliver eneste tilgang i midterforsvaret. Manager Bo Henriksen har i hvert fald varslet, at han fortsat er på udkig efter endnu en mand i det centrale forsvar.

- Som det ser ud her og nu, skal vi finde fire eller fem spillere mere. Som udgangspunkt skal vi bruge en angriber, en back, en kantspiller og en stopper mere, sagde han i december, efter aftalen med Mads Juel Andersen for længst var på plads.

De nye stopperpar i Horsens får sandsynligvis lov til at spille sammen, når holdet spiller testkamp mod Silkeborg IF den 18. januar.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO