Superliga Ole Hoffskov

OB-profil er på vej til udlandet

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Jens Jakob Thomasen spillede torsdag sin sidste kamp for OB. Næste stop bliver med al sandsynlighed udlandet.

Af Ole Hoffskov

- Kunne det være mere bittert?

OB-anfører Jens Jakob Thomasen opsummerer med fem ord sin sidste kamp for fynboerne. Det kunne være endt med, at han skulle løfte stribernes første pokal i 15 år - i stedet endte det med et bittert finalenederlag til FC Midtjylland efter straffesparkskonkurrence. 

25-årige Jens Jakob Thomasen har repræsenteret OB hele sin karriere, men nu er det slut, og midtbanespilleren indikerer, at han er tæt på at indgå en aftale med en ny klub udenfor Danmarks grænser.

- Jeg har absolut en ide om, hvad fremtiden bringer, men jeg kommer ikke til at sige mere om det, fastslår Thomasen.

Er du tæt på at have noget på plads?

- Vi nærmer os, og så er det jo fuldstændig uddelegeret til mine agenter at sørge for den ting, men jeg er orienteret om mine muligheder, og vi nærmer os, at der skal træffes en beslutning.

Peger pilen mod udlandet?

- Ja, det gør den, lyder det fra Jens Jakob Thomasen.

Torsdagens pokalfinale var midtbanespillerens kamp nummr 194 i den stribede OB-trøje.