Superliga Oliver Okstrøm

Officielt: Vejle henter tidligere OB-profil

Foto: Getty Images

Vejle er allerede i fuld gang med at få sat et slagkraftigt hold sammen til næste sæson.

Af Oliver Okstrøm

Vejle skal i næste sæson en tur ned i den næstbedste række, og her bliver det med Azer Busuladzic på holdet. Han har underskrevet en to-årig aftale med den kommende 1. divisionsklub.

Det melder Vejle-sportscchef Marius Adrian Nicolae på klubbens hjemmeside.

- Azer har tidligere været på vej til Vejle Boldklub, og jeg er derfor tilfreds med, at vi nu er kommet i mål med opgaven. Vi kigger ind i en ny sportslig struktur, hvor vi vil have et endnu større fokus på forståelsen af Vejle Boldklub, kvaliteten i de spillere, vi henter ind, og hvor vi ønsker at skabe en endnu stærkere kultur på førsteholdet, siger han og fortsætter:

- Alt dette taler kontrakten med Azer Busuladzic ind i. Vejle Boldklub får en spiller, der kender til klubben, til ligaen, og til den opgave, som vi står overfor. Samtidig får vi en spiller ind, der både kan bidrage som leder, men også som et eksempel på den vilje, som en hurtig tilbagevenden til 3F Superligaen kræver, lyder det fra Marius Adrian Nicolae.

Busuladzic er blevet 30 år, og VB-sportschefen peger på, at han med sin alder kan bidrage med den kultur, som man ønsker at skabe i klubben.

Mange husker nok midtbanespilleren for sin tid i OB, men han nåede inden at spille over 100 kampe for Vejles førstehold, som han kom til allerede som 15-årig.

- Jeg har gennem årene haft flere samtaler med Vejle Boldklub om at vende hjem. Nu er det sket, og det er jeg meget glad for. Klubben har gennemgået en stor udvikling og professionalisering, siden jeg forlod den, og det er en udvikling, som er mærkbar.

- Jeg kommer hjem for at bidrage med det, som jeg ikke fik glæden af at opleve i mine tidligere sæsoner – nemlig en oprykning til Superligaen. Jeg er en bedre spiller, en mere moden karakter i omklædningsrummet og en, der tager ansvar, siger Azer Busuladzic, som peger på, at arbejdet begynder nu, og at han glæder sig til at løbe på banen i den røde trøje.

I Vejle er der også mulighed for, at man må vinke farvel til en af de helt store profiler fra denne sæson. Læs mere om det her.