• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Victor Risager

Optakt: AGF - Vejle Boldklub

Foto: Getty Images

De to bundhold i Superligaen tørner sammen i Aarhus.

Af Victor Risager

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: TV3Sport
Hashtag: #agfvb #sldk

Holdnyt:
AGF

AGF er stadig uden sejr i den indeværende sæson, og inden landskampspausen satte de klubrekord for dårligste sæsonstart nogensinde i Superligaen. Det er nemlig første gang nogensinde, at de ikke har vundet en af sæsonens første syv Superliga-kampe.

Der var ellers lovende takter mod OB, hvor de på to mål af nyindkøbte Eric Kahl var foran helt indtil kampens overtid.

David Nielsen og kompagni skal nu forsøge at hente sæsonens første sejr mod det eneste andet hold, der ikke har vundet i Superligaen i denne sæson: Vejle Boldklub.

I den kamp kan AGF have flere forstærkninger med. I slutningen af transfervinduet var der således aktivitet i det aarhusianske; Mustapha Bundu kom på en lejeaftale fra RSC Anderlecht, og Mikael Anderson blev købt for hele 15 millioner fra FC Midtjylland. De skal hjælpe AGF med at få gang i målscoringen, omend de ikke nødvendigvis glider direkte ind i startopstillingen. 

Benjamin Hvidt og Niklas Backman har været ude hele sæsonen og er det fortsat, og så har midtbanespilleren Nicolai Poulsen karantæne til opgøret. Gift Links misser også opgøret på grund af en skade.

Til gengæld er Anthony D’Alberto igen med i truppen.

Vejle Boldklub
Ligesom AGF jagter Vejle Boldklub også sæsonens første sejr i ligaen.

Inden landskampspausen fik det også klubben til at skifte ud på trænerposten, hvor Peter Sørensen afløste Carit Falch som cheftræner. Peter Sørensen debuterede med et nederlag til ligaens tophold, FC København.

Endnu et nederlag vil være skidt for Vejle, der i så fald vil have minimum fire point op til det næste hold i tabellen, og derved så småt er ved at være isoleret i bunden. 

Tidligere på ugen sikrede den nye cheftræner og Vejle Boldklub sig dog lidt oprejsning med en sejr i pokalturneringen over Vordingborg.

Her blev der samtidig givet debut til flere nyindkøb. Målmand Sten Grytebust samt angriberne Andres Ponce og Luka Djordjevic er alle kommet til Vejle i løbet af de seneste uger og kan få deres første Superliga-minutter i klubben mod AGF.

De to angribere skal forsøge at udfylde det hul, Wahid Faghir har efterladt. Den 18-årige angriber er holdets topscorer med to mål i sæsonen, men blev solgt for et rekordbeløb til VfB Stuttgart på transfervinduets sidste dag.

Peter Sørensen kan også glæde sig over, at anfører Jacob Schoop er tilbage efter en skadespause, og det forventes, at han starter inde i stedet for Hans Høllsberg på den centralt midtbane. Også græske Dimitris Emmanouilidis er igen til rådighed.

Karantæne:
AGF: Nicolai Poulsen
Vejle Boldklub: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (3-5-2): Hansen - Bisseck, Tingager, Hausner - Lund, Brandhof, Olsen, Grønbæk, Kahl - Thorsteinsson, Mortensen

Vejle Boldklub (4-2-3-1): Grytebust - Mølgaard, Kolinger, Opoku, Davidsen - Schoop, Ezatolahi - Sousa, Mucolli, Engel - Ponce

Profilen:
Venezuelanske Andrés Ponce fik i første omgang chancen som Wahid Faghirs afløser hos Vejle Boldklub, da vejlenserne spillede sig videre i pokalen tidligere på ugen. Det kan blive et genvalg i weekenden, og den 24-årige angriber med en masse erfaring fra den russiske liga bliver spændende at se i aktion i Superligaen.

Vidste du, at…
Patrick Mortensen har en ret god statistik mod Vejle Boldklub. Han har mødt dem fire gange i Superligaen, hvor det er blevet til to sejre og to uafgjorte, og i de kampe har den 32-årige angriber selv været afgørende. Hele fem mål er det blevet til i de fem kampe. Der er nok gode chancer for, at AGF'eren øger sin måltotal søndag.

Dom:
Der er dømt bundkamp, når Superligaens nummer 11 og nummer 12 tørner sammen på Ceres Park søndag. Af de to hold må værterne fra Aarhus trods sæsonstarten være favoritter; de er på hjemmebane og viste nogle fine takter mod OB inden landskampspausen.

Samtidig skal Vejle nok stadig lige finde fodfæste under Peter Sørensen, og de skal måske bruge et par kampe på at få spillestilen ind under huden. Herfra er buddet derfor, at aarhusianerne tager sæsonens første sejr og kravler lidt opad i tabellen. Det slutter 2-1 til AGF.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020