• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Kenneth Jensen

Optakt: FC Midtjylland - Brøndby IF

Foto: Getty Images

Der er topbrag i Superligaen, hvor FC Midtjylland kan gå forbi Brøndby i toppen.

Af Kenneth Jensen

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 18.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: 3+
Hashtag: #fcmbif #sldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
Mesterskabsspillet åbner med et regulært brag, når FC Midtjylland og Brøndby IF mødes. Det er Superligaens to tophold, og nu er der 10 kampe i Mesterskabsspillet til at afgøre, hvem der skal være dansk mester.

AGF og FC København er også fortsat i spil til mesterskabet i Superligaen, men de er et stykke efter, hvorfor både FCM og Brøndby skal tabe en del point. Det ligner, at titlen skal placeres i Herning eller Brøndby.

Det har været en begivenhedsrig tid for FC Midtjylland, der havde svært ved at score. Så ramte ketchupeffekten, og man lavede fem styks mod Vejle.

Brian Priskes mandskab har været ramt af skader, hvor både Joel Andersson og Dion Cools på højrebacken har siddet ude den sidste tid, mens også Daniel Høegh har været ude på det seneste. Det lysner dog på skadesfronten, da både Joel Andersson og Junior Brumado er udtaget til opgøret mod Brøndby.

Pione Sisto er også tilbage i truppen, efter han som strafaktion blev sat på tribunen sidst. Evander er ude med karantæne, og Sisto kan gå direkte ind og tage Evanders plads i startopstillingen.

Awer Mabil fortjener genvalg, efter han lavede tre assists sidst.

Brøndby IF:
De fører Superligaen med to point ned til FC Midtjylland, så Brøndby er i en glimrende position til at nappe mesterskabet i denne sæson. Hvor FCM hele sæsonen har været og fortsat er bookmakernes favorit, har Brøndby bare leveret store resultater.

Niels Frederiksens stærke kollektiv er anført af en glimrende defensiv med kaptajn Andreas Maxsø i spidsen, og centralt på midtbanen har man hårdtarbejdende folk, der giver plads til offensive profiler som Jesper Lindstrøm go Mikael Uhre. Selv om man spiller for spiller ikke er lige så stærk som FC Midtjylland, har man ganske enkelt et stærkere kollektiv.

Brøndby er uden Lasse Vigen Christensen, der er i karantæne til opgøret, og så sidder Blas Riveros fortsat ude med en langvarig skade. Rezan Corlu og Andrija Pavlovic har været ude med skader de sidste ugers tid, men sidstnævnte er en del af Niels Frederiksen trup til opgøret.

Peter Bjur udgik sidst med en skade, men det er uvist på nuværende tidspunkt, hvor slemt det er med venstrebacken. Han er dog udtaget til kampen.

Karantæne:
FC Midtjylland: Evander
Brøndby IF: Lasse Vigen Christensen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-2-3-1): Lössl - Andersson, Sviatchenko, Scholz, Paulinho - Cajuste, Onyeka - Dreyer, Sisto, Mabil - Kaba

Brøndby IF (3-5-2): Schwäbe - Rosted, Maxsø, Jung - Bruus, Frendrup, Lindstrøm, Radosevic, Mensah - Uhre, Hedlund

Profilen:
Jesper Lindstrøm skal være afgørende for Brøndby, hvis det skal ende med et godt resultat for de blå-gule. Lindstrøm er afgørende i Brøndbys offensive spil, og man så i opgøret tidligere i foråret, hvordan klubben med Lindstrøm som dirigent spillede direkte og formåede at få skabt godt med muligheder mod FC Midtjylland, selv om det endte med et 0-1 nederlag. 

Vidste du, at..:
Da holdene mødtes tidligere i foråret, vandt FC Midtjylland 1-0 og overtog førstepladsen i Superligaen, men faktisk var det ikke fortjent, at FC Midtjylland vandt den kamp. Ikke ifølge klubbens egen expected goals. Der havde FCM en expected goals på 0,8, mens Brøndbys var på hele 2,29.

Dom:
Det tegner igen til at blive et tæt opgør. Kan Brøndby spille som sidst, de gæstede Herning, er det svært at se, hvordan det skal ende med et nederlag igen. Omvendt ved FCM, at der er brug for en bedre præstation i forhold til sidst, hvis man skal have en sejr. FCM er før opgøret to point bag BIF, så et nederlag vil være en katastrofe, mens uafgjort er tåleligt for begge mandskaber.

Vi regner med, at det igen bliver tæt, men vi tror også, at FC Midtjylland igen ryster posten i toppen af Superligaen. 2-1 til klubben fra Ikast og Herning.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020

Superliga

Mere Superliga

Fokus