• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Optakt: FC Nordsjælland - AGF

Foto: Getty Images

Slutspillet begynder. FC Nordsjælland tager imod medaljeaspiranterne AGF.

Af Anders Dehn

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.05
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Jakob Alexander Sundberg
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #fcnagf #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Det så sort ud for FCN, men med en flot slutspurt havnede de alligevel i mesterskabsspillet. Som de plejer. Det er femte gang ud af fem mulige, at det lykkes holdet at møve sig ind i det fine selskab.

Det betyder selvfølgelig, at FC Nordsjælland ikke rykker ned. Men i Farum vil de formentlig glæde sig mindst lige så meget over, at det betyder ti kampe mod landets bedste mandskaber og dermed hårdere matchning for deres talenter.

FCN går ind til slutspillet i fin form efter syv spillerunder på stribe uden nederlag. Tre af de seneste fire kampe vandt holdet endda.

Til gengæld må holdet undvære Ulrik Yttergård og Jacob ”Jaxe” Christensen i kampen mod AGF, da de afsoner karantæne. Omvendt er Kamaldeen Sulemana tilbage fra selvsamme.

I seneste grunde sad Johan Djourou, Kian Hansen, Mohammed Diomande og Jonathan Amon over med skader, og de er heller ikke at finde i truppen til søndagens opgør. Det samme gør sig gældende med Maxwell Woledzi, der også sidder ude med en skade.

Atanga er skiftet til amerikansk fodbold og kommer altså ikke i aktion for FCN.

AGF:
Holdet har udviklet en vane for at spille uafgjort. Fem ud af AGF’s ni Superliga-kampe i 2021 er endt uden vinder, hvilket allerede er flere uafgjorte end i hele efteråret.

Det kan man jo både betragte som noget godt og noget skidt. Hvis man får ét point i stedet for at tabe, er der grund til at glæde sig. Hvis det er i stedet for en sejr, er der grund til at ærgre sig.

AGF har beholdt den tredjeplads, som holdet indledte året med, så helt skidt har det i hvert fald ikke været. Samtidig har AGF skullet kæmpe på to fronter, Superligaen og pokalturneringen. Fire dage efter FCN-kampen venter Randers FC i den første semifinale.

I seneste runde afsonede Patrick Olsen og Jesper Juelsgård karantæner, men de er tilbage. Til gengæld sad også Frederik Tingager, Niklas Backman, Zach Duncan, Søren Tengstedt, Daniel Arzani og Nicolai Poulsen over med skader, og de er fortsat ude af truppen.

Karantæne:
FC Nordsjælland: Ulrik Yttergård, Jacob Christensen
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (3-4-3): Vindahl – Mesik, Adingra, Nagalo – Svensson, Kofod Andersen, Chukwuani, Thychosen – Schjelderup, Jensen, Sulemana

AGF (4-3-3): Grabara – Diks, Hausner, Tingager, Højer – Olsen, Grønbæk, Blume – Links, Mortensen, Thorsteinsson

Profilen:
Andreas Schjelderup blev manden – nej, knægten – der sparkede FC Nordsjælland i mesterskabsspillet med sine to mål mod SønderjyskE. Hvis den 16-årige nordmand kan holde sit niveau, og Sulemana samtidig kan genfinde sit, får AGF-forsvaret sig en lang påskedag.

Vidste du, at..:
16-årige spillere har i alt scoret syv mål i Superliga-historien. Tre af dem står Schjelderup for. De øvrige blev scoret af Jeppe Kjær, Kenneth Zohore og Mads Beierholm (to).

Dom:
FC Nordsjælland går ind til mesterskabsspillet med stærk medvind, men kommer på en svær opgave i den første af de ti slutspilskampe. Samtidig vil AGF måske tænke i at spare en spiller eller to til pokalsemifinalen få dage senere.

Omvendt har AGF været det bedste af de to hold i denne sæson. Buddet herfra er, at de to ting udligner hinanden, og vi får en uafgjort. 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020

Superliga

Mere Superliga

Fokus