• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Optakt: OB - FC Nordsjælland

OB holder fast i tredjepladsen, men har endnu ikke vundet i mesterskabsspillet. Kommer sejren mod FC Nordsjælland, der skuffede senest mod Esbjerg?

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 18.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Slutspil: Mesterskabsspillet
Dommer: Michael Johansen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #obfcn #sldk

Holdnyt:
OB:
Brøndby ude, FCK, hjemme, FC Midtjylland ude. Det har i sandhed været en vanskelig start på mesterskabsspillet for fynboerne, der da heller ikke har formået at overraske og blot står noteret for et enkelt point. Alligevel holder Jakob Michelsens mandskab foreløbig fast i tredjepladsen, men holdet er under pres bagfra.

Senest tabte OB 0-2 på udebane til FC Midtjylland, og det var nogenlunde, som man kunne forvente. OB har ikke vundet i Herning, siden ruder konge var knægt og tabte for nyligt også en pokalsemifinale på heden, så det er bare ikke et sted, fynboerne bryder sig om at komme.

Så har de det straks bedre hjemme i Odense, og langfredag går jagten ind på den første sejr i slutspillet.

OB må undvære Nicklas Helenius, der måtte bæres fra banen i Herning, og dermed kan der måske blive brug for en Rasmus Festersen igen. Anders K. Jacobsen og tilbagevendte Bashkim Kadrii er dog sikre startere langfredag.

I forsvaret må OB undvære Jeppe Tverskov, der afsoner karantæne, mens Marco Lund sidder ude med en skade.

FC Nordsjælland:
Tre point lå lige til højre bentet for FC Nordsjælland søndag eftermiddag, men holdet skuffede og tabte 1-2 på hjemmebane til Esbjerg fB. Dermed er status for FC Nordsjælland den samme som for OB - heller ikke Farum-klubben har vundet i slutspillet.

Mod Esbjerg fB stillede FC Nordsjælland op i en noget uvant 4-4-2-opstilling, og blandt andre Mads Pedersen var sendt på bænken. 4-4-2 bliver næppe gentaget for cheftræner Flemming Pedersen mod OB.

FC Nordsjælland har haft store problemer på udebane i denne sæson, men det er blevet bedre, og der skal da også point på kontoen fredag i Odense, hvis det for alvor skal virke realistisk for FCN at genvinde bronzemedaljerne.

FCN havde Godsway Donyoh med i truppen mod Esbjerg, men han gled ud inden kampstart, og man kan tvivle på, om ghaneseren er klar til at møde OB. Ud af FC Nordsjællands trup gled også Jonathan Amon, der enten er småskadet eller bare ikke god nok til at komme på holdet i øjeblikket. Begge spillere er dog med i truppen mod OB.

Karantæner:
OB: Jeppe Tverskov
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
OB (3-5-2): Grytebust - Leeuwin, Ludwig, Lund - Laursen, Thomasen, Drachmann, Kløve, Barrett - Kadrii, Jacobsen

FC Nordsjælland (3-4-3): Vindahl - Mumin, Nelsson, Jenssen - Bartolec, Kudus, Kofod, Pedersen - Skov Olsen, Damsgaard, Rasmussen

Profilen:
Det vrimler med spændende, unge spillere i FC Nordsjælland, og én af dem er Mohammed Kudus, der søndag mod Esbjerg scorede sit andet Superliga-mål. 18-årige Kudus blev i starten brugt som angriber i FC Nordsjælland, men han er blevet rykket ned på den centrale midtbane, og det er en position, der klæder ghaneseren, som har en imponerende fysik af en teenager at være. Fredag kommer han formentlig til at tumle med Janus Drachmann. 

Vidste du, at..:
Skaden til Nicklas Helenius kan meget vel bringe Rasmus Festersen tilbage i kamptruppen, og det vil nok være en meget god idé at udtage ham til lige netop et opgør mod FC Nordsjælland. Festersen er - sammen med Peter Utaka - den spiller, der har scoret flest mål i de indbyrdes kampe mellem OB og FC Nordsjælland. Syv stk. er det blevet til.

Dom:
Hverken OB eller FC Nordsjælland har vundet i mesterskabsspillet, men begge hold øjner utvivlsomt en chance for tre point langfredag. Det er to mandskaber, der spiller flot fodbold, så der er god chance for solid påske-underholdning på Fyn. Vi tror på en målrig kamp og pointdeling i porten. 2-2. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus