• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Optakt: Randers FC - AGF

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Endnu et østjysk lokalopgør venter. AGF jagter revanche, og Randers kommer direkte fra en rejse til Tjekkiet.

Af Anders Dehn

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Cepheus Park, Randers
Dommer: Morten Krogh
På TV: Canal 9
Hashtag: #rfcagf #sldk

Holdnyt:
Randers FC:
Sidste sæsons pokalvinder kommer direkte fra en udekamp i Tjekkiet torsdag aften. Randers fik 2-2 mod FK Jablonec på et sent mål af Stephen Odey, så mon ikke truppen er rejst hjem med mere glæde end skuffelse i kroppene.

Det går i det hele taget udmærket i øjeblikket, selv om Randers måske spiller lidt for meget uafgjort. Omvendt har holdet kun tabt til FC Midtjylland i de seneste otte kampe, hvoraf tre har været i Europa.

I Superligaen ligger Randers på fjerdepladsen med god afstand ned til skillelinjen ved top 6, som AGF tilfældigvis ligger lige på en anden side af. Til gengæld er man a point med AaB på tredjepladsen og fire point fra FC København på andenpladsen.

Randers har Alhaji Kamara tilbage, der har siddet ude i de to seneste kampe. Samtidig er også Marvin Egho, Jesper Lauridsen og Frederik Lauenborg blevet klar i forhold til seneste Superliga-kamp. Alle tre var dog også med på bænken, da man mødte Jablonec i torsdags.

Joel Kabongo, Issah Salou og Karl Dreier Leth sad alle over mod Jablonec.

AGF:
Holdet fik sig noget af en mavepuster at gå på landskampspause på, da det tabte 4-0 til FC Midtjylland, men genrejste sig mod AaB i den forgangne runde: AGF vandt 1-0 hjemme på et fyldt Ceres Park.

Dermed lagde holdet sig op på syvendepladsen, a point med Brøndby i top 6. Der er seks point op til Randers på fjerdepladsen, så der er stor forskel på sejr og nederlag. Lokalrivalerne kan være lige fra tre til ni point væk.

Alexander Munksgaard og Benjamin Hvidt har siddet ude på det seneste og er ikke meldt klar endnu. Samtidig er Sebastian Hausner blevet tilføjet til skadeslisten med en mindre skade ifølge AGF. Nicolai Poulsen, den tidligere Randers-anfører, har karantæne. Derudover har Magnus Anbo stoppet sin karriere med øjeblikkelig virkning, så han spiller selvsagt heller ikke.

Mikael Anderson er heller ikke blevet klar. Han sad over med en skade i seneste runde med det, AGF kaldte for ”en mindre overbelastning”, men det er han altså ikke kommet sig over endnu.

Karantæne:
Randers FC: Ingen
AGF: Nicolai Poulsen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-1-1): Carlgren – Kallesøe, Piesinger, Marxen, Kopplin – Kehinde, Lauenborg, Berg Johnsen, Ankersen – Hammershøy-Mistrati – Odey

AGF (4-3-3): Hansen – D’Alberto, Tingager, Bisseck, Kahl – Brandhof, Duncan, Olsen – Bundu, Mortensen, Thorsteinsson

Profilen:
Mustapha Bundu har endnu ikke ramt det niveau i AGF, som fik ham solgt til Anderlecht. Han har lagt op til et enkelt mål i sine første fem kampe efter comebacket, så det er stadig tidligt. Bedre kickstart findes ikke, end hvis han rammer dagen mod Randers.

Vidste du, at..:
AGF’s langvarige stime uden sejre mod Randers fyldte meget, og måske derfor fik det ikke så meget opmærksomhed, hvor ofte holdene spiller uafgjort. Specifikt 1-1. Halvdelen af de ti seneste opgør er endt med præcis de cifre.

Dom:
Det kan ikke diskuteres, at Randers FC har spillet en bedre sæson hidtil end AGF. Omvendt kommer holdet direkte fra endnu en europæisk udekamp.

Det udligner måske den forskel, der har været indtil nu i Superligaen. Derfor tror vi på, at kampen ender 1-1 for sjette gang i 11 forsøg.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020