• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Optakt: Randers FC - FC København

Foto: Getty Images

Sikrer Randers FC sig en plads i mesterskabsspillet for første gang i klubbens historie?

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: Cepheus Park, Randers 
Dommer: Jens Maae 
På TV: Canal 9
Hashtag: #rfcfck #sldk

Holdnyt:
Randers FC:
"De grå mus".

Det er Randers FC efterhånden blevet omtalt som mange gange. Nu kan kronjyderne én gang for alle fremstå som det, de helst vil være - vilde heste.

Søndag kan Thomas Thomasbergs mandskab kvalificere sig til mesterskabsspillet for første gang i klubbens historie, og lykkes det, vil sæsonen allerede være en ubetinget succes. Randers FC har længe ligget lunt i svinget - nu skal arbejdet gøres færdigt.

Det skal ske mod FC København, som Randers besejrede i Parken tidligere på sæsonen. Det kan kronjyderne helt klart bruge som motivation, men overordnet tegner der sig stadig et klart billede af, at Randers kun uhyre sjældent slår topholdene. Undtagen AGF.

Randers FC har ikke vundet en eneste af deres seneste syv Superliga-kampe, så formkurven peger den forkerte vej. Alligevel skal de blot vinde søndag for at være sikret en plads i top seks. De er også sikret, hvis AaB ikke slår OB. 

Hjemmeholdet har Tosin Kehinde i karantæne, men til gengæld vender Mathias Nielsen, Mathias Greve tilbage fra straffeboksen. Alhaji Kamara, Mikkel Kallesøe og Jesper Lauridsen er samtidig tilbage fra skader.

FC København:
Hvis FC København vil være danske mestre, er der formentlig ikke plads til flere fejltrin. De seneste runder har budt på opgør mod både Brøndby IF og FC Midtjylland, og ingen af de to hold evnede FCK at slå. Nu er kniven for struben - som den mere eller mindre har været hele sæsonen.

Et opgør mod Randers FC er den slags, som FC København skal vinde, og hvis topholdet Brøndby samtidig får skovlen under AGF, kan løverne med en sejr slutte grundspillet som nummer tre. Jess Thorup og co. er ikke i fare for at blive overhalet søndag.

I det seneste opgør mod FC Midtjylland lykkedes det FC København at holde buret rent for første gang i seks kampe, og det var trods alt værd at tage med for FCK, der har lukket alt for mange mål ind i denne sæson.

Spørgsmålet er, om det får Jess Thorup til at overveje at stille med det samme forsvar mod Randers FC. Det vil i så fald betyde, at Mathias "Zanka" Jørgensen skal starte på bænken. Og at Victor Kristiansen, der har gjort det så godt, også skal bænkes. Der er nok at tænke over for Thorup.

FC København har ingen i karantæne mod Randers FC, men Peter Ankersen, Kamil Wilczek og Nicolaj Thomsen er på skadeslisten. 

Karantæner:
Randers FC: Tosin Kehinde
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren - Kallesøe, Graves, Marxen, Kopplin - Klysner, Mistrati, Lauenborg, Greve - Kamara, Egho

FC København (4-3-1-2): Johnsson - Bartolec, Nelsson, "Zanka", Boilesen - Stage, Zeca, Falk - Wind - Daramy, Fischer

Profilen:
Viktor Fischer var bænket fra start i topkampen mod FC Midtjylland, og det var uden tvivl ikke noget, der behagede FCK-profilen. Han vil være sulten efter at vise Jess Thorup, at det var en fejl, og i midtugen scorede Viktor Fischer i en reserveholdskamp mod Vejle. 

Vidste du, at..:
Selvsamme Viktor Fischer scorede efter en halv time i sin Superliga-debut for tre år siden, da han gjorde det til 2-0 for FC København. Modstanderen i den kamp var.... Randers FC.

Dom:
Randers FC skal spille den måske vigtigste kamp i mange år, og det vil helt sikkert være et tændt hjemmehold, der går på banen. Kronjyderne har blot indkasseret 20 mål i denne sæson, så spillerne ved, at de har et bundsolidt defensivt fundament at læne sig op ad. Vi tror på point til værterne.

Opgøret ender 1-1, og så er spørgsmålet, om det er nok for Randers.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020

Superliga

Mere Superliga

Fokus