• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Optakt: SønderjyskE - AC Horsens

Foto: Getty Images

To hårdt pressede mandskaber tørner sammen søndag eftermiddag i Haderslev.

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev 
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt 
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #sjeach #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE:
Det er hårde tider i Haderslev.

Mesterskabsspillet glippede i allersidste runde, slutspillet blev indledt med et nederlag mod AaB, og torsdag tabte SønderjyskE den første af to pokalsemifinaler til FC Midtjylland.

De trænger snart til at synge sejrssangen igen i SønderjyskE's omklædningsrum, og tre point vil bestemt også lune med henblik på, at nedrykningsspøgelset ikke skal snige sig alt for tæt på.

Da SønderjyskE senest vandt et opgør, var det mod netop AC Horsens, og ved den lejlighed stod Niels Lodberg i spidsen for Haderslev-klubben i karantænefraværet af Glen Riddersholm. Som cheftræner har Riddersholm ikke vundet i de seneste syv kampe - de seks er endt med et nederlag.

Pierre Kanstrup er lige blevet far, men selvmålsskytten fra seneste runde er med igen mod AC Horsens. Det samme er Julius Eskesen, som har været tvivlsom, mens Mads Albæk er i karantæne.

AC Horsens:
Slutspillet blev indledt med et enkelt point mod OB, og point får AC Horsens ikke mange af, så det var selvsagt positivt set med gule briller. Sandheden er bare, at det nærmest ikke rykker noget for bundproppen.

Før 24. runde er der 12 point op til Vejle Boldklub på den plads, der sikrer overlevelse i Superligaen, og det er svært at forestille sig, at Jens Berthel Askou og co. kan indhente det.

Men de er naturligvis nødt til at gøre forsøget, og næste skud i bøssen er mod SønderjyskE, hvor AC Horsens med sikkerhed øjner en chance.

Jannik Pohl er ude med en skade i søndagens opgør.

Karantæner:
SønderjyskE: Mads Albæk
AC Horsens: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-3-3): Thomas - Holm, Gartenmann, Kanstrup, Dal Hende - Vinderslev, Ekani, Frederiksen - Hassan, Jacobsen, Wright

AC Horsens (3-5-2): Delac - Gomez, Ludwig, Reese - Buus, Jacobsen, Hansson, Thorsen, Dyhr - Prip, Brajanac

Profilen:
Bubacarr Sanneh blev et hit i AC Horsens, og Den Gule Fare håber, at landsmanden James Gomez kan blive det samme. Gambieren er startet inde i de seneste fire kampe, og forsvarsspilleren vokser stille og roligt med opgaven. Mod SønderjyskE kommer han på hårdt arbejde mod en rutineret rotte som Anders K. Jacobsen.

Vidste du, at...:
Man skal ikke ligefrem forvente sig tiki-taka i søndagens opgør - AC Horsens og SønderjyskE er nemlig de to hold i Superligaen, der har færrest succesfulde afleveringer. AC Horsens rammer en medspiller på 69,4 procent af pasningerne, mens SønderjyskE har den laveste procent af alle hold med 68,9 procent.

Dom:
Selvtilliden kan ikke være i top hos nogle af de to klubber, og man skal ikke forvente en særlig flot fodboldkamp. Det bliver til gengæld 90 minutter med masser af fight og intensitet.

SønderjyskE har vundet sikkert over AC Horsens i de to hidtidige møder i denne sæson, og hjemmeholdet må da også være en lille favorit i søndagens kamp. Buddet herfra er en smal 1-0-sejr til SønderjyskE.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020

Superliga

Mere Superliga

Fokus