Superliga Mikkel Fuhr Nielsen

Pep Biel anede ikke, at han var det værd

Foto: Getty Images

Det kom så lidt af en overraskelse for manden selv, da FC København bød så mange penge for Pep Biel.

Af Mikkel Fuhr Nielsen

Han har været her der og alle vegne i denne sæson.

Pep Biel har efter en halvsløj start på sin FC København-karriere lukket munden på samtlige kritikkere i denne sæson. 12 mål og 11 assist er det blevet til i alle turneringer i efteråret.

Den spanske kreatør kom fra Real Zaragoza i 2019 for knap 40 millioner danske kroner. Den pris kom noget bag på Biel selv:

- Sandheden er, at det kom som en overraskelse. Jeg ved ikke hvilke tilbud, der kommer og ikke kommer, jeg fortæller altid min agent, at han skal sige til, hvis der er noget. Da han fortalte mig det beløb, så blev jeg virkelig overrasket, siger Pep Biel til det spanske medie el Periódoco.

Han fortæller også om sine fremtidsplaner, hvor han ikke afviser at vende tilbage til Zaragoza en dag, men ellers er det ikke noget han tænker synderligt meget over:

- Jeg tænker ikke på det. Jeg er fokuseret og glad her. Man ved aldrig i fodbold, men jeg ved, at jeg er glad i København.

Pep Biel brød igennem i Zaragoza i 2018/2019, inden FC København hentede ham til. Her har han efter en omgang startvanskeligheder fået prikket hul på bylden i indeværende sæson.