• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga /ritzau/

SL-klub leverer stor overskud: Er stadig til salg

Foto: Jan Christensen / Getty Images

På trods af et millionoverskud er fodboldklubben Randers FC fortsat til salg, siger bestyrelsesformand.

Af /ritzau/

Efter flere år med røde tal kan selskabet bag fodboldklubben Randers FC torsdag præsentere et stort overskud.

For regnskabsåret 2020/21 er der et plus på 7,7 millioner kroner på bundlinjen, skriver Randers på sin hjemmeside.

Det er bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen godt tilfreds med. Specielt fordi der er tale om en sæson, hvor coronarestriktioner betød, at indtægterne i en periode var lavere end sædvanligt.

- Det har kunnet lade sig gøre via vores sportslige resultater med deltagelse i mesterskabsspillet og sejren i pokalfinalen, men ikke mindst på grund af flotte spillersalg samt en fantastisk opbakning fra vores sponsorer, siger han i meddelelsen.

Formanden meddelte på en generalforsamling for to år siden, at klubben ledte efter en ny ejer.

Selv om der nu er sorte tal på bundlinjen, er meldingen fortsat den samme.

- Klubben er stadig til salg – helt eller delvist. Nogle få rigtigt gode år ændrer ikke ved situationen på den lange bane. Vi har stadig det niende- eller tiendehøjeste - eller man kan også sige det tredje- eller fjerdemindste - sportslige budget i ligaen.

- Vi ved, at der er flere penge på vej til flere af vores konkurrenter, og alle, der har eller mener at have forstand på fodbold, er enige om, at på den lange bane får man i gennemsnit en placering, der svarer til, hvad man har i sportsligt budget sammenlignet med konkurrenterne, siger han.

Randers blev nummer seks i Superligaen og vandt pokalturneringen i den forgangne sæson.

Pokaltriumfen sikrede holdet en plads i Europa League-kvalifikationen, og efter et samlet nederlag til Galatasaray endte kronjyderne i Conference League-gruppespillet.

/ritzau/

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020