• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Randers jagter to spillere: Her skal vi forstærkes

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Randers FC er ikke færdig med at handle. Klubben jagter stadig to spillere og ved præcis, hvilke positioner de skal spille.

Af Anders Dehn

En af de klubber, der langt fra er færdig på transfermarkedet, er Randers FC. Klubben satser på at hente yderligere to spillere, inden vinduet lukker, når august bliver til september. Sportsdirektøren har også gjort sig klart, hvor på banen forstærkningerne skal spille.

Randers har allerede hentet Joel Kabongo til midterforsvaret, Nicolai Brock-Madsen til angrebet og Simon Tibbling til midtbanen. Men holdet skal spille to Europa League-playoffkampe og seks gruppespilskampe i enten Europa League eller Conference League, så truppen skal være bredere end normalt.

Optimalt set kommer de nye til, inden Randers møder enten St. Johnstone eller Galatasaray om godt to uger.

- Det vil vi rigtig gerne, men omvendt er det også vigtigt for os at være grundige, så det, vi henter ind, er det rigtige. Om det så bliver i denne uge eller den sidste uge af transfervinduet betyder ikke så meget. Jeg har også stor tiltro til de spillere, vi har nu, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

- Vi vil rigtig gerne have to spillere ind; en angriber med lidt andre kompentecner end dem, vi har i forvejen, og en central midtbanespiller til at supplere dem, vi har.

Hvad er det for nogle kompetencer, angriberen skal have?

- En, der har fart og er dygtig til at løbe dybt og kan true på en lidt anden måde end dem, vi har.

Mandag fortalte Randers FC, at camerounske Stéphane Zobo er til prøvetræning i klubben. Det er endnu ikke besluttet, om han kommer til at udgøre angrebsforstærkningen.

- Han har trænet med fredag, lørdag og i dag og skal træne med tirsdag og onsdag. Så tager beslutning vi derfra, om vi er interesseret i det, siger direktøren.

Ifølge Søren Pedersen kan de nye spillere, som han forventer at hente, både være nogle, der er tiltænkt en startplads med det samme, og nogle, der skal udvikle sig og blive profiler på længere sigt.

Hvis Randers vinder de to førnævnte playoffkampe, går holdet i Europa League-gruppespillet. Men selv hvis det mislykkes, og det ender med Conference League, venter der et pænt millionbeløb. Mindst 20 millioner og formentlig reelt tættere på 30.

- Det betyder meget for en klub som vores. Uanset om det bliver Conference League eller Europa League, er det en væsentligt økonomisk aspekt. Det betyder også meget i forhold til de spillere, man kan tiltrække, at man kan garantere dem otte europæiske kampe, siger Søren Pedersen.

Randers-direktøren erkendte dog mandag, at holdet får svært ved at komme i Europa League.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020