• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga /ritzau/

- Vi vil med glæde give FCK og FCM de point

Foto: René Schütze/Getty Images

Randers kan torsdag spille sig videre i Conference League og samtidig sikre Danmark vigtige koefficientpoint.

Af /ritzau/

En sejr over AZ Alkmaar i Conference League torsdag sikrer Randers FC avancement fra klubbens første europæiske gruppespil nogensinde.

Det er naturligvis holdets eneste fokus, men som bonus vil en eventuelt triumf også gavne dansk fodbold i bred forstand.

Det vil betyde, at tjekkiske Jablonec ryger ud, og netop Tjekkiet er en Danmarks rivaler på den koefficientrangliste, der afgør antallet af danske deltagere i de europæiske turneringer, og hvornår disse træder ind.

FC København har i mange år været hovedleverandør af danske koefficientpoint. FCK's succes i Europa betød blandt andet, at Randers som sidste sæsons danske pokalvinder var sikret et europæisk gruppespil i denne sæson.

Randers-træner Thomas Thomasberg glæder sig over muligheden for at bidrage lidt til det danske regnskab.

- Ikke mindst for FCK's skyld, for det er dem, der får fortjenesten af det i de næste mange år. Dem og FC Midtjylland. De to må forventes at være med flest gange. Og vi vil med glæde give dem de point.

- Men vi drømmer selvfølgelig også om, at vi selv kommer med igen på et tidspunkt, siger Thomasberg.

Efter indførelsen af Conference League som den tredje europæiske turnering har Danmark for første gang fire hold i europæiske gruppespil i dette efterår.

Men samtidigt står Danmark til at ryge ud af top-15 på koefficientranglisten, hvis ikke der bliver samlet nok point i denne sæson.

Ud over Randers kan også Brøndby torsdag knockoute et tjekkisk hold og selv sikre sig avancement. Det sker med en sejr hos Sparta Prag i Europa League.

- Vi gør hverken mere eller mindre, fordi vi møder et tjekkisk hold. Vi gør alt, hvad vi kan for at vinde, siger Thomasberg.

- For vores egen skyld, men det er jo også det eneste, der hjælper dansk fodbold. Og jeg går ud fra, at Brøndby også har det sådan.

- Det er i sig selv super flot, at Danmark ligger nummer ti på koefficientranglisten for denne sæson isoleret, men vi vil gerne gøre det endnu bedre. Det vil være fantastisk at få tre danske hold videre, og vi har nok den største chance for at blive det tredje danske hold, så det gør vi alt for.

FC København er sikker på førstepladsen i sin Conference League-gruppe, og FC Midtjylland er i Europa League også sikker på at spille europæisk efter nytår, men skal torsdag have afgjort, om det bliver i Europa League eller Conference League.

Randers vil med sejr over AZ på udebane gøre FCK og FCM selskab, men mindre kan muligvis også gøre det.

Jablonec har ét point mindre end Randers inden sin udekamp mod rumænske Cluj, og det kan ende med flere forskellige scenarier, hvor målscoren kommer i spil.

- Vi kan bare vinde, så er det afgjort, og det er rart, at det er sådan.

- Så er der andre scenarier. For eksempel kan vi gå videre med et etmålsnederlag og uafgjort i den anden.

- Der kan opstå flere forskellige situationer, hvor vi skal ud og jagte et mål, og det er vi selvfølgelig forberedt på ude på bænken. Vi skal ikke blive fanget efter kampen og tænke: "Hvorfor gjorde vi ikke mere?"

AZ Alkmaar er allerede sikret førstepladsen i gruppen. Der er kickoff mellem AZ og Randers torsdag klokken 18.45.

/ritzau/

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020