2017-09-13 16:16
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Brandur Hendriksson har ikke spillet en eneste gældende kamp i 2017, efter han fik en korsbåndsskade i februar. Men nu er færingen endelig tilbage på træningsbanen med holdkammeraterne, og det glæder ham.

Mens Randers FC har spillet et skuffende 2017, og cheftrænerens og direktørens jobs har været til åben debat, har Brandur Hendriksson været en smule afsondret fra nedturen, men også holdkammeraterne.

Den færøske offensivspiller fik en korsbåndsskade under træningslejren i februar måned, og derfor har han ikke spillet en eneste kamp for sit hold i år. Faktisk har han end ikke trænet med de andre Randers spiller sådan for alvor før i denne uge.

Nu er den 21-årige Hendriksson dog tilbage med græs under fødderne, og det glæder ham selvsagt.

- Når man får så alvorlig en skade, frygter man det værste, men håber det bedste, og det er et kæmpestort skridt at være med i træningen igen. Jeg har arbejdet så hårdt de seneste syv måneder for at komme tilbage, og derfor føles det virkelig rart at kunne mærke, at jeg er på rette vej. Det er en god belønning, siger han til Randers Amtsavis.

Unge Hendriksson kom til Randers fra FC København i sommeren 2016 og nåede blot at spille fem kampe, inden han gik i stykke i vinter. Nu skal han altså med en alvorlig skade i frisk erindring forsøge at spille sig ind i varmen omkring holdet igen.

Der går dog endnu en rum tid, før Superliga-seere får Hendriksson at se i Randers-trøjen igen. Han regner således med, at han først om to en halv måned kan spille for reserveholdet igen og førsteholdet på den anden side af nytår. Men så er han også klar til at "smadre det vinterprogram, vi skal igennem", som han siger.

Spilleren med de 14 landskampe kan glæde sig over, at hans kontrakt med Randers først udløber til 2019, og at han derfor ikke kun har forårssæsonen til at spille sig til en ny aftale.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvor god er Christian Eriksen lige nu?

SUPERLIGA-VIDEO