• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM /ritzau/

Ronaldo prøvede at tage æren for Portugal-sejrsmål

Foto: Getty Images

Bruno Fernandes scorede to mål mod Uruguay, men Cristiano Ronaldo mente, at han havde scoret det ene af dem.

Af /ritzau/

Portugal er klar til ottendedelsfinalerne ved VM i Qatar.

Mandag aften vandt portugiserne med 2-0 over Uruguay, og selv om Cristiano Ronaldo tydeligvis mente, at han havde scoret det første mål, så var det Bruno Fernandes der var helten i sejren.

Få minutter efter at en baneløber med et regnbueflag i hænderne havde forceret banen i begyndelsen af anden halvleg, sendte Bruno Fernandes kuglen i netmaskerne fra distancen.

Cristiano Ronaldo nåede næsten op til den med hovedet og jublede, som var det ham, der scorede, men hans nu tidligere holdkammerat fra Manchester United blev noteret for målet.

Bruno Fernandes scorede også til 2-0, da han selv havde fremprovokeret et straffespark i kampens slutfase.

Sejren betyder, at portugiserne har seks point. Dermed kan de ikke slutte dårligere end nummer to. Ghana har tre point. Sydkorea og Uruguay har inden sidste runde et point hver.

Inden mandagens opgør blev afgjort i anden halvleg, skulle tilskuerne på det store Lusail Stadium overleve en første halvleg, der var stort set blottet for underholdning.

Rodrigo Bentancur fra Uruguay kom på flere måder til at spille en hovedrolle.

Halvlegen var ikke engang halvt færdigspillet, før han flirtede voldsomt med et rødt kort, efter at han allerede i sjette minut havde raget et gult kort til sig.

Men det var ikke kun hårde tacklinger, der gjorde ham til første halvlegs hovedperson. Efter en halv time spillede han sig til en stor chance.

Pierre-Emile Højbjergs midtbanemakker fra Tottenham fik bolden midt på banen og drev den frem, indtil han mødte den portugisiske forsvarslinje.

Med en fiks finte sneg han sig gennem bolværket og var pludselig helt fri, men sparkede lige på keeper Diogo Costa.

Portugal forsøgte tålmodigt og uden held at dirke sig forbi Uruguays kæder, som stod tæt og kompakt, og som effektivt gik hårdt til portugiserne.

Anden halvleg var blot ti minutter gammel, da den var mere dramatisk end den første. Efter få minutter løb en baneløber på grønsværen med et regnbueflag, og efter 54 minutter scorede Bruno Fernandes sit første mål.

Derfor var Uruguay nødt til at røre på sig. Efter 75 minutter kom det tæt på. Indskiftede Maximiliano Gomez forsøgte sig fra distancen og bankede bolden på stolpen.

Uruguay var klart farligst, men Portugal sled og slæbte, og til sidst fremprovokerede Bruno Fernandes et straffespark, da han sendte bolden ind på hånden af Jose Maria Gimenez.

Bruno Fernandes tog sig selv af straffesparket, og efter et usædvanligt tilløb scorede han sikkert.

/ritzau/