Superliga Ole Hoffskov

Silkeborg-stjerne hot i Tyskland: Her er prisen

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Stor Silkeborg-profil kan have kurs mod Bundesligaen.

Af Ole Hoffskov

Der har været mange små og store åbenbaringer i Silkeborg IF i denne sæson. Én af de helt store har været højrebacken Rasmus Carstensen, der har gjort det fremragende for Søhøjlandets bronzevindere.

Det har man også bemærket syd for den danske grænse.

Ekstra Bladet skriver i tirsdagens papirudgave, at der er interesse for Rasmus Carstensen fra Bundesligaen, og at det trækker op til, at højrebacken spiller sin sidste kamp for Silkeborg IF mod Brøndby IF på søndag.

21-årige Rasmus Carstensen kan meget vel blive Silkeborgs største salg nogensinde. Jyderne har ifølge Ekstra Bladet klasket et prisskilt på tre millioner euro - 22,5 millioner kroner - på ryggen af forsvarsspilleren. Det er dog ikke noget, sportschef Jesper Stüker ønsker at bekræfte.

Rasmus Carstensen er noteret for en enkelt scoring og otte assists i denne sæson.