• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Smækkede med døren i FCM: Det blev kørt op

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Jonas Lössl vender lige straks tilbage til FC Midtjylland, hvor han ellers smækkede med døren i januar. Sportschefen mener dog ikke, at det skaber problemer.

Af Anders Dehn

Jonas Lössl var klar i spyttet, da han talte med TV2 Sport, umiddelbart efter FC Midtjylland lejede ham ud til Brentford i januar.

- I første omgang ser vi hinanden an med seks måneders leje, og så er der lagt en plan sammen med klubberne og mine repræsentanter for, hvad der skal ske til sommer ud fra forskellige scenarier, sagde han og blev spurgt, om FC Midtjylland var et af de scenarier.

- Nej, svarede han kort og godt.

Foreløbig er det dog dét, der er på tapetet i næste uge. 1. juli er Lössl tilbage i klubben, hvor han bliver taget imod med åbne arme. Sportschef Svend Graversen mener ikke, at der er problemer mellem parterne.

- Jeg tror, det der i medierne blev kørt op til lidt mere, end det var. Vi har altid haft gode snakke og en god dialog med Jonas. Så jeg tror mere, det var udefra, at det blev kørt op, siger han.

Men han sagde, at han ikke så det som et scenarie at blive i Midtjylland.

- Jeg tror også, han har sagt bagefter, at det måske ikke lige var det, han mente, og måske blev det taget ud af en kontekst, lyder det fra Graversen.

- Når det så er sagt, er han Midtjylland-mand. Han er i konkurrence med vores målmænd. Lige nu har vi Elias (Olafsson, red.), og så har vi to unge målmænd, så vi mangler en målmand. 

- Men vi er overhovedet ikke bekymret for at få Jonas tilbage. Faktisk glæder vi os, for han er en del af Midtjylland. Så lad os nu se, hvor den ender henne.

- Vi har brug for to rigtig dygtige målmænd. Det havde vi med Jonas og Elias, det havde vi med David (Ousted, red.) og Elias, og vil vil have en rutineret målmand i et meget ungt målmandsteam. For det er der brug for. Der er Jonas spot on. Kan han gå ind og tage pladsen, så tager han pladsen. Kan Elias komme tilbage fra sin skade og tage pladsen, så er det godt. Men det er op til Jonas i sidste ende.

Svend Graversens ord faldt torsdag eftermiddag, og allerede fredag formiddag præsenterede klubben netop en rutineret målmand: David Ousted tager endnu en tørn det kommende halve år. Så pladsen som rutineret målmand er i hvert fald udfyldt, før Lössl efter planen vender tilbage til træningsbanen i Ikast.

Det virker ikke, som om det er interessant for ham at være her, hvis han ikke kan tage pladsen.

- Det er en tolkning, I laver. Det er jeg ikke sikker på.

Tror du godt, han ville kunne affinde sig med at være reserve?

- Jeg er helt sikker på, at han kan affinde sig med, at der er en fair konkurrence på målmandsposten.

En mulighed er selvsagt også, at Jonas Lössl finder en anden klub i transfervinduet. Svend Graversen bekræfter, at der er en vis interesse for målmanden.

- Men tingene ligger stille i øjeblikket. Det gør de også for ham selv. Er stadig i Brentford, så både/og. Han er en dygtig målmand og har gjort det på den store scene, så selvfølgelig er der interesse, men det skal jo matche alle parter, siger sportschefen.

33-årige Lössl har kontrakt med FC Midtjylland frem til 2025.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.