• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
1. division /ritzau/

SønderjyskE i remis mod oprykker

Foto: Jan Christensen/Getty Images

SønderjyskE er uden sejr i tre kampe efter 1-1 mod Næstved i 1. division fredag.

Af /ritzau/

SønderjyskE halter videre i fodboldens 1. division, hvor holdet er uden sejr i tre kampe efter 1-1 mod oprykkeren Næstved fredag aften.

Emil Frederiksen bragte planmæssigt SønderjyskE foran i første halvleg, men Næstved slog tilbage efter pausen.

Med det uafgjorte resultat er Sønderjyske nummer tre i 1. division med 13 point, men holdet har fem point op til førerholdet Vejle og tre point op til Hvidovre.

Begge har endda en kamp i baghånden i forhold til Haderslev-holdet, der mødte op til opgøret mod Næstved med friske nederlag mod Helsingør og Vejle i sin bagage.

Næstved er nummer fem med sine 12 point efter fredagens pointdeling.

SønderjyskE var dominerende i første halvleg. Hjemmeholdet producerede således klart flest chancer, mens Næstved havde sværere ved at true den anden vej, selv holdet spillemæssigt var fint med.

Forløsningen kom efter 36 minutter, da kreative Emil Frederiksen flot eksekverede et langskud og bragte SønderjyskE på 1-0 med sit tredje sæsonmål.

SønderjyskE var et par gange tæt på 2-0 i starten af anden halvleg, men i stedet blev det 1-1 efter en lille times spil.

Sidste sæsons topscorer i 2. division, Mileta Rajovic, sparkede først snert forbi, og kort efter fik han en ny chance, som blev til mål efter en kraftig afretning af hjemmeholdets forsvarsspiller Maxime Soulas.

Især SønderjyskE pressede på for et sejrsmål, men Næstved stod godt imod.

Længere nede i tabellen smed Fremad Amager to føringer og spillede 3-3 med Fredericia, som endda tillod sig at misbruge et straffespark i overtiden. Og Nykøbing spillede 1-1 med Hobro.

/ritzau/