Superliga Ole Hoffskov

SønderjyskE vil have tidligere Malmö-profil

Foto: Getty Images

Tidligere Malmö FF-angriber er på blokken i SønderjyskE.

Af Ole Hoffskov

SønderjyskE's offensiv var en kæmpe skuffelse i efteråret, hvor holdet blot formåede at score 11 gange i 17 Superliga-kampe. Den forreste kæde trænger til forstærkning, og det kan være på vej fra Sverige.

Ifølge fotbolltransfers.com viser Haderslev-klubben meget stor interesse for den 32-årige svensk-albaner Agon Mehmeti, der lige nu er klubløs, efter at han repræsenterede Örebro SK i sidste sæson. Her blev det til fire scoringer i Allsvenskan.

Agon Mehmeti har været rundt omkring i sin karriere og kan skrive klubber fra Portugal, Norge, England, Tyrkiet, Italien og Sverige på cv'et. Størst succes havde han i Malmö FF, som han har repræsenteret i to omgange og spillet 140 kampe for. 

Nu bliver næste stop måske SønderjyskE.

- Det er klart, at det er interessant, men vi må se, hvad der sker i løbet af de kommende uger. Som jeg har sagt tidligere, skal det føles rigtigt, og ambitionerne fra klubben skal være der. Man skal ville noget, siger Agon Mehmeti til det svenske medie og kalder Danmark for "interessant".

Agon Mehmeti har rødder i både Sverige og Albanien, og han har spillet tre A-landskampe for sidstnævnte - de daterer sig tilbage til 2013.