Superliga Mads Bye Marboe

Thomasberg: Var nysgerrig på AaB-interesse

Foto: Getty Images

Thomas Thomasberg var interesseret i AaB, men det bliver ikke til nogen aftale.

Af Mads Bye Marboe

Det bliver ikke Thomas Thomasberg, der skal være AaB's nye cheftræner. Det har Randers FC torsdag morgen meldt ud.

Thomasberg var ellers interesseret i at komme til den nordjyske klub, fortæller han.

- Det er ærlig talt en lettelse, at der nu er kommet en afklaring, og jeg har fuld forståelse for og er helt afklaret med det resultat, det er endt ud med. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har været nysgerrig på den interesse, der har været fra AaB, for det er en god klub, som jeg har en fortid i og et nært forhold til.

- Jeg er beæret over den interesse, der har været, for det viser, at klubben og jeg har præsteret godt. Når det så er sagt, så må der ikke herske tvivl om, at jeg er virkelig glad for at fortsætte i Randers FC, som i dette forløb også har vist, hvor meget de vil mig, siger han til klubbens hjemmeside.

Randers-træneren ser nu frem mod foråret.

- Vi har et ekstremt spændende forår i vente, og jeg føler stadig, at vi kan lægge yderligere på, så jeg er stadig virkelig motiveret for fremtiden i Randers FC. Det var jeg, da jeg forlængede kontrakten i sommer, og det vil jeg være til den dag, jeg ikke længere er en del af denne fantastiske klub, som betyder så meget for mig. Jeg elsker den her klub og menneskerne i den, og det vil jeg altid gøre.

Thomas Thomasbergs aftale med Randers FC løber indtil sommeren 2025.