Superliga Tipsbladet.dk

Transferplanen: Flere spillere kan forlade AGF

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod transfervinduet i januar de 12 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på AGF.

Af Tipsbladet.dk

Der er fire point op til top 6, så der er i den grad noget at spille for og ikke mindst jagte i foråret.

Vi sætter frem mod transfervinduets lukning fokus på alle 12 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på AGF.

Vinterens tilgange:
Eskild Munk Dall (AGF)

Vinterens afgange:
Mikkel Lassen (AC Horsens)
Magnus Isager (AC Horsens)

Kommende kontraktudløb:
Jesper Juelsgård - forsvar
Oliver Lund - forsvar
Jon Dagur Thorsteinsson - midtbane
Mustapha Bundu - midtbane/angreb (lejeaftale)
Eskild Munk Dall - angreb (lejeaftale)

Her kan der sælges:
Det er oplagt at sælge William Eskelinen, der kom til AGF som et stort målmandshåb, men som næsten ikke spillede i sidste sæson og slet ikke har spillet i denne. Han er blevet 25 år, og hverken han eller klubben er tjent med, at han sidder på tribunen og glor. 

Med hans situation skal man dog medregne, at transfervinduet i Sverige og Norge er åbent længere end i Danmark. 

Der er også et par spillere, der kan komme i overskud og måske må forlade klubben for at jagte spilletid. Patrick Olsen kunne blive udlejet eller sendt videre, og der var også rygter om et Vejle-skifte i sommer, mens Alexander Ammitzbøll også kan få langt til spilletid.

Og hvad med Jesper Juelsgaard, der stort set ikke har spillet i denne sæson? Han kunne måske også rykke videre, et halvt år før kontraktudløb. 

Jon Dagur Thorsteinsson er en anden sag. Han nærmer sig kontraktudløb og er samtidig en af klubbens store profiler. Der er endnu intet nyt om en forlængelse, men AGF har også smidt et stort prisskilt på ham på 5,6 milioner kroner ifølge Ekstra Bladet, så han bliver formentlig i Aarhus i dette transfervindue. 

Her kan der købes:
AGF har få dage inden transfervinduets lukning hentet den første forstærkning i form af Eskild Dall på en lejeaftale. Han har primært været brugt som angriber i Ajax, men har også spillet på kanten tidligere. 

Skal han bruges som angriber, kan AGF hente en ny spiller til kanten. Her råder de blot over Mustapha Bundu, Gift Links og Jon Dagur Thorsteinsson.

Ellers vil AGF formentlig kun købe ind, hvis nogle profiler skulle blive solgt her i de sidste dage af vinduet.  

Citatet:
Sportschef Stig Inge Bjørnebye til Aarhus Stiftstidende om transfervinduet:

- Kanterne er en position, vi kigger på. Det siger sig selv, hvis du kigger på vores hold og den uafklarede situation. Derfor er det en position, jeg er meget opmærksom på.

Nøglepersoner:
David Nielsen, cheftræner
Stig Inge Bjørnebye, sportschef
Jacob Nielsen, administrerende direktør
Lars Fournais, bestyrelsesformand