Superliga Mathias Høj Jensen

Ude i hele efteråret: Brøndby-spiller er tilbage

Foto: Getty Images

Brøndby kan glæde sig over at have svensk forsvarsspiller tilbage efter et langt skadesforløb.

Af Mathias Høj Jensen

Brøndbys Rasmus Wikström er tilbage på træningsbanen efter en lang skadesperiode.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Den 20-årige svenske forsvarsspiller kom til Brøndby i sommer fra IFK Göteborg, men han har siddet ude hele efteråret med en skulderskade.

Nu er han skadesfri og klar til at træne sammen med resten af førsteholdet.

- Jeg har brugt tiden på ferien til at blive ’fit for fight’. Jeg var ude i lang tid med min skade, så jeg har glædet mig til at komme tilbage, siger Rasmus Wikström.

- Det har næsten været ærgerligt at have ferie. Selvfølgelig har jeg nydt ferien, men jeg har virkelig glædet mig til at komme tilbage og hjælpe holdet. Jeg har savnet at træne og spille med resten af drengene.

I sidste uge forklarede Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, til Tipsbladet, at den svenske forsvarsspiller stadig er et stykke vej fra spilletid - læs mere her.

Rasmus Wikström har kontrakt med Brøndby frem til sommer 2025.

På lørdag tager Brøndby hul på den første testkamp i vinteropstarten, når Lyngby kommer på besøg.

Der er kampstart klokken 13.00.