Premier League /ritzau/

Halvt dansk PL-hold i stor nedtur mod Man. United

Foto: Getty Images

Brentford havde fem danskere i startopstillingen, da en stærk David De Gea var med til at sikre United 3-1.

Af /ritzau/

Man skal sørge for at score i sine gode perioder, og den gamle fodboldlærdom fik ny aktualitet, da danskerklubben Brentford tabte 1-3 hjemme til Manchester United i Premier League.

Thomas Franks tropper misbrugte en stribe muligheder og burde have været komfortabelt foran ved pausen, men blev dukket af tre United-scoringer i anden halvleg.

Da Ivan Toney endelig fik Brentford på måltavlen, var det alt for sent.

Anthony Elanga, Mason Greenwood og Marcus Rashford scorede for gæsterne, men Manchester United kan især takke målmand David De Gea for sejren.

Den spanske sprællemand brillerede med den ene spektakulære fodparade efter den anden mod et velspillende hjemmehold.

Især Mathias Jensen kommer formentlig til at sove dårligt. Midtbaneteknikeren brændte tre gange i helt fri position og burde have lavet sit første Premier League-mål.

Jensen var en af hele fem danskere i Brentfords startopstilling, hvilket er dansk rekord i den bedste engelske række.

Christian Nørgaard, Mads Roerslev, Mads Bech og målmandsdebutanten Jonas Lössl var også med fra første fløjt, men nogen dansk festdag blev det ikke.

Det gik galt første gang ni minutter inde i anden halvleg, hvor Fred sendte en præcis aflevering ind i feltet. Anthony Elanga tæmmede bolden og headede den i næste bevægelse ind bag Jonas Lössl.

Syv minutter senere øgede Greenwood til 2-0, og så gik gassen noget ud af kampen.

Det mest ophidsende var, at Cristiano Ronaldo blev skiftet ud og reagerede ved at sende utilfredse fagter mod manager Ralf Rangnick.

I stedet for den mopsede superstjerne blev Marcus Rashford sendt på banen, og han skulle kun bruge seks minutter på at komme på måltavlen med en scoring, der reelt afgjorde kampen.

Manchester United har 35 point for 21 kampe og er fortsat på syvendepladsen.

Brentford har tabt fire af sine seneste fem ligakampe, men har stadig ti point ned til nedrykningspladserne.

/ritzau/