Superliga Ole Hoffskov

Viborg-boss i tænkeboks: Timingen er skuffende

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Viborgs sportschef Jesper Fredberg gør sig en masse overvejelser efter Lars Friis' opsigelse.

Af Ole Hoffskov

Viborg FF modtog mandag en opsigelse fra cheftræner Lars Friis. Fra sommer skal han stå i spidsen for AaB, der dermed har fundet afløseren for Marti Cifuentes.

Som tingene står lige nu, er der udsigt til et noget specielt halvt år, hvor alle vil have i baghovedet, at Viborgs træner skal til AaB, så snart sæsonen er slut. De fleste kan blive enige om, at det aldrig er et helt ideelt scenarie.

Det har da også givet Viborg FF's sportschef Jesper Fredberg noget at tænke over.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over at miste en medarbejder, men når det er sagt, så forholder vi os også til tingene, og nu skal vi ud og dygtiggøre os endnu mere. Vi er slet ikke færdige med at tage skridt i den rigtige retning og blive endnu bedre, siger Jesper Fredberg til Tipsbladet.

Er du overrasket?

- Der er ingen tvivl om, at da vi indgik samarbejdet med Lars, havde vi en tro og et ønske om, at det skulle være et langvarigt samarbejde. Vi valgte Lars frem for andre kandidater i den tro, at det var det rigtige. Sådan noget her kommer sjældent belejligt, og jeg synes ikke, timingen er god.

Det er aldrig optimalt med en cheftræner, der er på vej væk. Er I villige til at gå i forhandlinger med AaB om at sende Lars til Aalborg med det samme?

- Det er svært at sige, for vi har slet ikke haft en dialog med AaB omkring de her ting. Jeg forholder mig til, at Lars Friis er på kontrakt her frem til 31. juli, og det, der er vigtigt for os, er, at vi har en cheftræner, der er topmotiveret over at være i Viborg FF.

Føler du, at Lars Friis er det?

- Det er jo et godt spørgsmål. Det her er meget nyt for os, så nu handler det for mig om at tage en tur op i helikopteren og lægge en plan, som gør, at Viborg FF kommer godt ud af det her. Vi skal beskytte hele vores klub for enhver pris.

Men er det en reel bekymring? 

- Det er jo noget, jeg skal have en snak med Lars om. Det er ikke sikkert, det er et fravalg af os, det kan også være et tilvalg af andre. Selvfølgelig sætter det nogle tanker i gang, og det er noget, vi skal forholde os til – det kommer vi også til.  Det eneste, jeg kan slå fast, er, at ingen kommer til at træne det her Viborg FF-hold, hvis ikke vedkommende er 100 procent motiveret for det.

Er du lidt skuffet over Lars Friis' valg?

- Han har truffet et privat valg, og det er alle i sin gode ret til. Det, jeg er skuffet over, er timingen. De andre ting er en del af gamet.

Vil det ikke være ideelt at så hurtigt som muligt få indsat en cheftræner, som også er i Viborg FF på længere sigt?

- Det er én af de overvejelser, jeg har, og det skal jeg have fundet ud af. Det er klart, at det er ét af de aspekter, der fylder noget lige nu.

Nu skal du på jagt efter en ny cheftræner. Hvordan bliver den proces?

- Vi er et rigtig godt sted som klub, og den måde, jeg skal gøre det på, er ikke så svær. Én af grundene til, at både Jacob Neestrup og Lars Friis har præsteret i Viborg, er, at der er så godt et setup omkring vores cheftræner. Det gør mig fortrøstningsfuld, og nu skal vi finde en ny, som passer ind i vores miljø.

Foretrækker du en dansk træner igen?

- Det er ikke et ufravigeligt krav fra vores side, at det skal være en dansker, slutter Viborgs sportschef.

Tipsbladet har været i kontakt med Lars Friis, som ikke ønsker at udtale sig om situationen. Han forklarer, at han har fuldt fokus på det næste halve år i Viborg FF.

Her får du fem bud på, hvem der kan blive ny cheftræner i Viborg FF.