• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Jacob Quvang

Lewandowski endelig på VM-tavlen i polsk sejr

Foto: Getty Images

Saudi-Arabien misbrugte et straffespark og tabte efter sin sensationssejr over Argentina 0-2 til Polen.

Af Jacob Quvang

Træerne vokser ikke ind i himlen for Saudi-Arabiens VM-mandskab.

Efter den sensationelle 2-1-sejr over Argentina kom holdet ned på jorden igen, da det tabte 0-2 til Polen i gruppe C efter en livlig og underholdende kamp.

Saudi-Arabien var ellers fint spillende og havde rigeligt med chancer til at komme på tavlen. Men Polens keeper, Wojciech Szczesny, strålede med blandt andet en dobbeltredning i forbindelse med et straffespark.

Profilerne Piotr Zielinski og Robert Lewandowski scorede begge i et opgør, hvor polakkerne også sagtens kunne have scoret flere mål.

Med sejren har Polen nu fire point i toppen af gruppe C. Saudi-Arabien har tre point, mens Mexico og Argentina, der mødes senere lørdag, har henholdsvis et og nul point.

Saudi-Arabien var bedst spillende i indledningen, hvor man ud over et meget nærgående langskud fik fremprovokeret tre tidlige advarsler til Polen. Siden blev det mere jævnt, og i første halvlegs slutminutter kom dramaet.

Et flot udført angreb startede hos keeper Wojciech Szczesny og endte med, at Lewandowski akkurat holdt bolden inde på baglinjen og lagde den til rette for Piotr Zielinski, der huggede Polen på 1-0.

Kort efter gav dommer Wilton Sampaio mulighed for en hurtig udligning, da han efter en tur ved VAR-skærmen mente, at Krystian Bieliks berøring på Saleh Al-Shehri var nok til et straffespark.

Det var Polen uenig i, og derfor var jublen også markant, da Szczesny dykkede ned og parerede Salem Al-Dawsaris forsøg og på riposten overgik præstationen med en utrolig refleksredning med fingerspidserne.

Anden halvleg var generelt meget livlig. Saudi-Arabien pressede på, og efter 55 minutter forhindrede kun en stor fodparade fra Szczesny uheldige Al-Dawsari i at bringe balance i regnskabet.

Både Arek Milik og Lewandowski ramte siden træværket for Polen, og Abdulelah Al-Malki headede i den anden ende snert forbi, inden kampens anden scoring omsider kom efter 82 minutter.
En stor saudiarabisk fejl forærede Lewandowski en åben mulighed, og så scorede den polske målmaskine karrierens første mål ved en VM-slutrunde.
Barcelona-veteranen brændte siden en stor mulighed, men kan trods alt glæde sig over både sit mål og tre point til holdet.
/ritzau/