• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Anders Dehn

Nedsabler Beckham: Har ikke meget tilovers for det

Foto: Getty Images

David Beckham har solgt ud af sine værdier, og det vækker skuffelse hos ekspert. Englænderen skal detage i Qatars "rendyrkede propaganda".

Af Anders Dehn

Da Stanis Elsborg voksede op, var David Beckham et af hans store idoler.

- Han er nok den fodboldspiller, jeg har fulgt allermest som ung. Jeg er fra ’84, så jeg har jo været teenager i de år i 90’erne, hvor Class of 92 kommer frem. Han er på højde med den fascination, jeg havde af Michael Laudrup. Jeg kan ikke forklare det fodboldfagligt, fordi der er han jo ikke på højde med Laudrup.

Til gengæld havde Beckham en anden star quality.

- Jeg er ikke bleg for at sige, at jeg også hørte Spice Girls på den tid, og der fik han også en rolle med sit forhold til Victoria Beckham. Han var den spiller, jeg fulgte, og jeg blev også fan af Manchester United.

Men nu er Elsborgs ungdomsbillede af David Beckham "totalt krakeleret". Årsagen er, at den engelske fodboldstjerne er blevet ambassadør for Qatar og landets kommende VM-slutrunde.

- Det overrasker mig ikke på nogen måde, at han bliver ambassadør for VM. Han har spillet i PSG, hvor han efter sigende fik et fint forhold til Nasser Al-Khelaifi (klubpræsident, red.). Han har selv sagt ad flere omgange, at han har rejst en del i Qatar, og når man ser en video med ham fra 2019, er det én stor lovprisning af Qatar og Qatar som samfund, og hvor godt det er de skal afholde VM der, siger Stanis Elsborg.

Han er senioranalytiker i Play the Game, som arbejder for demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i sportens verden. Han peger på, at Beckham med sin nye tjans som Qatars VM-ambassadør bliver en del af landets "rendyrkede propaganda".

Det bliver han i øvrigt sammen med andre tidligere fodboldprofiler som Xavi, Samuel Eto'o, Cafu og Tim Cahill. Og selv om Beckham eksempelvis har spillet i Qatar-ejede Paris Saint-Germain, mener Elsborg, at han træder et skridt længere ned ad en problematisk vej.

- Jeg synes, der er en skelnen mellem, om man spiller for PSG, som Messi gør, og indgår et partnerskab med Qatar. Det handler ikke kun om VM, men er en længerevarende aftale, der handler om at profilere Qatar, siger senioranalytikeren.

- Jeg synes grundlæggende, det er problematisk, at et kulturelt og fodboldmæssigt ikon som ham vælger at blive ambassadør for et af de mest omdiskuterede lande i hele sportsverdenen.

Den engelske tabloidavis The Sun skriver, at Beckham tjener 1,3 milliarder kroner over en tiårig periode, mens Qatar-mediet Doha News rapporterer, at beløbet er stærkt overdrevet.

Uanset beløbets størrelse er det altså ifølge Stanis Elsborg er problem, at Beckham og de andre fodboldstjerner er i lommen på Qatars undertrykkende diktatur.

- For det første er de rollemodeller, også for unge mennesker. Det andet er, at de har en platform. Han har 69 millioner følgere på Instagram. Det vil sige, at han når ud til rigtig mange mennesker, langt flere end Tipsbladet kan nå ud til.

- Den glorificering og det skønmaleri af Qatar bliver fortællingen for mange mennesker, som følger David Beckham og ser op til ham. Han bliver talsmand for, hvad Qatar er, og hvor godt det er, at der skal afholdes VM der. Det kommer til at dække over alle de andre ting, der foregår i landet.

De ting omfatter eksempelvis kriminalisering af homoseksualitet, undertrykkelse af ytringsfrihed, fængsling af kritikere og slavelignende behandling af de hundredtusinder af migrantarbejdere, som opholder sig i landet, og som i stor stil bygger eksempelvis VM's stadioner og infrastruktur.

Ikke meget tilovers
Stanis Elsborg mener desuden, at det "klinger hult", at David Beckham på den ene side er ambassadør for nødhjælpsorganisationen UNICEF og på den anden side lader sig indgå i Qatars spin. Derudover erklærer Beckham sig stolt over at blive kaldt et gay icon, og han er tidligere blevet nomineret til LGBT-priser hjemme i Storbritannien.

- De (Beckham og de andre tidligere spillere, red.) sælger ud af de ting, de ellers har stået for. Beckham har ellers tidligere været en stemme for LGBT-miljøet og var den her metroseksuelle mand, som brød frem i sportsverdenen. Nu bliver han fortaler for et land, hvor homoseksualitet kan straffes ved lov, siger Elsborg.

Det er altså derfor, at Elsborgs teenage-idolisering er blevet afløst af et nyt og mindre flatterende billede af David Beckham.

- Jeg har ikke meget tilovers for, at man på den måde stiller sig sammen med et regime som Qatar og indgår i deres propaganda. Det havde været bedre, hvis Beckham havde påpeget nogle af de problemer, der er ved Qatar som værtsland, siger senioranalytikeren.

- FFodbolden står over for et stort moralsk spørgsmål i den her tid. Stater med alvorlige menneskerettighedsproblemer er trængt ind i fodboldverdenen. Hvilke klubber kan vores børn holde med, som ikke har forbindelser til Qatar, Kina, Saudi-Arabien, der bruger sporten i rendyrkede politiske projekter?

Foruden VM skal David Beckham promovere turisme og kulturen i Qatar.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020